Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/02-11   -   Pressemeddelelse

Sæt strøm til velfærden

En ny debatpjece stiller skarpt på, hvordan vi får mere ud af de digitale muligheder og udnytter Danmarks digitale forspring. Bag pjecen står KL, Danske Regioner og regeringen.

Debatpjecen undersøger, hvordan digitalisering kan få skattekronerne til at række længere, udvikle velfærden og gøre hverdagen lettere for brugerne. Pjecen tager også fat på dilemmaer og udfordringer om digitalisering ved at stille spørgsmål som: Hvad betyder digitalisering og ny teknologi for måden, vi opfatter offentlig service? Skal det offentlige lukke for papirbaseret kommunikation med borgerne? Hvordan kan it løfte fagligheden i folkeskolen?

Sammen med politiske temadrøftelser i februar og marts 2011 skal pjecen skabe debat og give indspark til arbejdet med en ny ambitiøs fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2011-2015.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen mener, det kræver en kulturændring at udnytte potentialet ved digitalisering helt og fuldt:

- Vi skal udnytte de teknologiske muligheder endnu bedre til at effektivisere den offentlige sektor, sådan at der frigøres penge til varig velfærd. Jeg forventer, den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi vil pege på, at der er et potentiale i milliardklassen. Samtidig vil en øget digitalisering også betyde mere moderne og fleksibel offentlig service. Det vil på nogle måder kræve en mental omstilling af, hvordan vi leverer og forstår velfærd, da vi skal gøre op med rygmarvsreaktionen om, at god service er lig fysisk service.

Formand for KL Jan Trøjborg udtaler:

- Kommunerne kan meget - og gør meget - på det digitale område. Kommunerne har sluttet op om en fælleskommunal digitaliseringsstrategi, som peger på økonomiske muligheder og omlægninger på velfærdsområderne på op imod 2 mia. kr. En del af denne gevinst kan realiseres ved at flytte borgerne over på nettet via selvbetjeningsløsninger i stedet for fremmøde, breve og telefonsamtaler. Det er vigtigt for os at komme ind i et langtidsholdbart samarbejde med staten, baseret på klare og fælles forudsætninger. Den fælleskommunale digitaliseringsstrategi bidrager til et stærkt, fællesoffentligt samarbejde, der har høj prioritet i KL og i kommunerne.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen udtaler:

- Danskerne skal have mere sundhed for pengene, og med den kommende digitaliseringsstrategi vil vi fortsat bidrage til den positive udvikling sundhedsvæsenet er inde i. I regionerne tænker vi de digitale muligheder ind i behandlingen, og vi klæder patienten på til at være en aktiv og oplyst medspiller i sit behandlingsforløb - for eksempel ved at have adgang til sine journaloplysninger, og i visse tilfælde ved at blive behandlet i eget hjem ved hjælp af telemedicinske løsninger. Samtidig skal vi sørge for, at medarbejderne har de it-redskaber, der er så vigtige for at give den rigtige behandling.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen udtaler:

- Vi skal anvende teknologien til at skabe sammenhængende og fleksible løsninger for borgere og virksomheder. Digitaliseringen vil både bidrage til at effektivisere den offentlige sektor, og samtidig give borgerne lettere adgang til de offentlige tilbud i en travl hverdag. Digitalisering gør det muligt at nå dette mål samtidig med, at vi skaber vækst og innovation i den private sektor.

Relevant information

http://www.vtu.dk


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K, Danmark

  3392 9737
  3392 9737

http://vtu.dk

Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire