18/05-11
-
Pressemeddelelse
Lettere og billigere adgang til forskning er vigtig for vækst
Små og mellemstore virksomheder har vanskeligt ved at få adgang til forskningsartikler, patenter, tekniske rapporter og markedsinformation. Det viser en ny undersøgelse. Lettere og billigere adgang vil skabe både innovation og vækst i samfundet.
- Danmark skal leve af viden og teknologi, og nye idéer og opfindelser fra forskningen er et vigtigt led i fødekæden. Derfor er der brug for at sikre, at den viden, der for eksempel bliver til på universiteterne, også er tilgængelig for danske små og mellemstore virksomheder, så de kan gøre sig gældende i den globale sammenhæng, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Mere end to tredjedele af de adspurgte virksomheder angav, at de har vanskeligt ved at få adgang til markedsundersøgelser, rapporter, specialeopgaver eller afhandlinger og 55 procent angav, at de har vanskeligt ved at få adgang til forskningsartikler.
Disse adgangsbarrierer og forsinkelser koster penge. Ifølge undersøgelsen vil det i gennemsnit have taget 2,2 år længere at udvikle eller introducere nye produkter uden brug af den akademiske forskning. For nye produkter vil en forsinkelse på 2,2 år medføre, at et firma gennemsnitligt mister omkring 36 millioner kroner i omsætning.
- Jeg er meget optaget at få ny forskning fra vidensinstitutionerne ud i samfundet, hvor det gør gavn. Vi skal fjerne barriererne, så danske virksomheder får fri adgang til danske forskningspublikationer. Det skal dels ske ved at få gjort viden lettere tilgængelig for alle, men også ved at øge incitamenterne for, at der bliver ansat flere videnskabeligt uddannede medarbejdere i virksomhederne, så forskningsresultaterne på effektiv vis kan omdannes til innovation og vækst. Det vil være en gevinst for danske virksomheder, dansk forskning og det danske samfund i det hele taget, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Siden ministeren tiltrådte har hun haft fokus på at øge danske virksomheders adgang til viden. Blandt andet har hun i november nedsat en arbejdsgruppe til at se på, hvordan videnspredningen kan forbedres. Gruppen kom i marts med deres anbefalinger. Derudover er videnpilotordningen blevet udvidet her i foråret. Ordningen giver støtte til små og mellemstore virksomheder, som ansætter deres første akademiker.
Rapporten er udfærdiget af John Houghton fra Centre for Strategic Economic Studies, Victoria University, Alma Swan og Sheridan Brown fra Key Perspectives Limited for Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek.
Læs rapporten "Access to Research and Technical Information in Denmark" ("Adgang til forskningsresultater og teknisk information i Danmark") hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen :
http://bit.ly/jsqdLX
Relevant information
http://www.vtu.dk
Firma
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K,
Danmark
3392 9737
3392 9737
http://vtu.dk
Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail
Tilmeld dig her