Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/08-11   -   Pressemeddelelse

Rekordoptag på universiteterne - stor stigning for naturvidenskabelige fag

Alle universiteter har i år et historisk højt optag. Det sikres ikke mindst gennem store stigninger i antallet af optagne på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Blandt universiteterne er det især Aalborg og Syddansk Universitet, der opnår stor fremgang.

25.548 unge får i år brev om, at de er optaget på en universitetsuddannelse. Det er en stigning på 11 procent i forhold til sidste år, og dermed slår antallet af optagne endnu engang rekorden.

Især Aalborg og Syddansk Universitet har oplevet en stor stigning på henholdsvis 31 procent og 24 procent.

- Vi ved, at der fremover er brug for mange højtuddannede. Derfor kan jeg som videnskabsminister kun være utrolig glad for de nye tal. Viden vil i stigende grad blive afgørende i fremtiden både for den enkelte og for samfundet, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, K.

- Årets optag giver håb om, at vi vil se et bedre match mellem, hvad de unge har lyst til, og hvad virksomhederne efterspørger. Det er godt for de unge, som derved får lettere ved at finde et arbejde og for virksomhederne, som får lettere adgang til kvalificerede medarbejdere, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Færre afviste på universiteterne
Antallet af ansøgere, som får afslag, falder i år. 7.733 1.-prioritetsansøgere - svarende til 21 procent - bliver ikke optaget på et studie. For to år siden var andelen over 25 procent.

- Det er selvfølgelig trist, når kvalificerede unge ikke kommer ind på en uddannelse. Men det går klart den rigtige vej. Vi uddanner flere, og færre bliver afvist. Det skyldes primært, at de unge i højere grad spreder deres uddannelsesønsker ud, men også at universiteterne har indvilget i at øge antallet af pladser, siger Charlotte Sahl-Madsen.

- Jeg vil opfordre de unge, som ikke er blevet optaget i første omgang, til at overveje en af de uddannelser, hvor der stadig er ledige pladser. Selv inden for de områder, der er gået meget frem i år, altså naturvidenskab og teknisk videnskab, er der stadig ledige pladser, for eksempel på civilingeniør, datalogi, kemi og matematik.

Alle kan søge optagelse på studier med ledige pladser.

Naturvidenskab, teknik og teologi er mere populært
Især de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser har i år tiltrukket flere unge. Tidligere år var der mange ledige pladser på disse studier, men i år er mange af dem fyldt op. Naturvidenskab går frem med 21 procent og teknisk videnskab med 15 procent.

- De unge har søgt ekstremt fornuftigt i år. Det betyder, at universiteterne i langt højere grad end tidligere får fyldt pladserne. Uddannelser, som tidligere havde mange ledige pladser, melder i år om udsolgt, for eksempel datalogi og økonomi på Københavns Universitet samt farmaceut på SDU. Det glæder mig meget, at netop naturvidenskab og tekniske uddannelser har en stor fremgang, da det ofte er kandidater inden for disse fag, som erhvervslivet efterspørger, siger videnskabsministeren.

Procentvis er det teologistudiet, der har den største fremgang. 43 procent flere er kommet ind i forhold til sidste år.

- Regeringen har arbejdet for, at flere unge bliver optaget på en uddannelse, at flere søger uden for Københavnsområdet, at unge går hurtigere i gang med et studium, og at flere læser naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. 50 procent-målsætningen er nu tæt på at være opfyldt, Aalborg og Syddansk Universitet oplever massiv tilgang, tilsvarende går de naturvidenskabelige og tekniske studier frem, og siden regeringen trådte til, er antallet af unges sabbatår faldet, så over 80 procent går i gang med en uddannelse inden for to år. På alle fire parametre er udviklingen meget positiv, så jeg er som videnskabsminister utrolig tilfreds med årets optag, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Færre svenskere på medicin og flere drenge generelt
Andelen af drenge er steget. Drengene udgør nu 47 procent af det samlede optag mod 44 procent i 2009.

Kvinderne er stadig overrepræsenteret på de sundhedsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, mens drengene er flest på de tekniske. På de naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige områder er der en mere lige fordeling.

Bemærkelsesværdigt er det også, at markant færre svenske unge er kommet ind på medicin- og dyrlægestudierne. Andelen af svenskere på medicinstudierne er faldet fra at udgøre 12 procent i 2010 til at udgøre 5 procent i år. Derved er andelen den laveste i perioden 2000-2011.

Se notater om årets optag - hos Universitets- og Bygningsstyrelsen (http://bit.ly/otR7Rd)
Se liste over ledige pladser - hos Den Koordinerede Tilmelding (http://bit.ly/pjhkoS)

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressesekretær Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh(AT)vtu.dk .

Relevant information

http://www.vtu.dk


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K, Danmark

  3392 9737
  3392 9737

http://vtu.dk

Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater