27/04-11 - Pressemeddelelse

Presseinformation fra Tønder Festival, 27. april 2011

Så lukker vi posen op for 5 nye navne på dette års Tønder Festival.

Paul Brady (IRL)
Man kan vist godt tillade sig at sige, at Paul Brady både som sanger og sangskriver igennem mange år har været en af sværvægterne på den irske musikscene. Ulig så mange andre har han siden den første succes i 1967 med The Johnstons bevæget sig virkelig meget rundt i genrerne og er dybt anerkendt, uanset hvor han har befundet sig og bevæget sig hen.
En kort tid som medlem af supergruppen Planxty i midten af 1970erne og bagefter det berømte samarbejde med Andy Irvine, slog Bradys høje, lyse stemme fast i alle ireres og folkiers bevidsthed. Kort tid efter kom hans solodebut, hvor "Lakes of Pontchartrain" blev endnu en signatursang for ham.
I 1981 skiftede han kurs og udgav en decideret rock-LP, "Hard Station", og på både den og de mange følgende rockede albums leverede han sang på sang, der appellerede til og blev indspillet af mange andre. Igen og igen har Paul Brady bevist sine sanges styrke og holdbarhed, og stemmen - den er bare unik og hårrejsende indtrængende.
På "Hooba Dooba" fra 2010 kom han igen op med 12 sange, der varierer i stemning, tempo og kulør. Som altid umiskendeligt hans.
Titlen er et udtryk, som Paul Brady selv bruger, når livet bare er godt og skal fejres. Det har man indtryk af er tilfældet for denne kunstner i særklasse, som efter mange år endelig er tilbage i Tønder. Denne gang med sit eminente liveband.

Skerryvore (SCO)
"Skerryvore er godt på vej til at blive vores mest succesfulde, musikalske eksport inden for keltisk rock", mener betydningsfulde musikere og landsmænd om det unge band, der blev dannet i 2004 på the Isle of Tiree - en af de Indre Hebrider ved den skotske vestkyst.
Her begyndte de med at udforske deres traditionelle musikrødder, men fandt lidt efter lidt en vej, der er brolagt med både folk og rock. En folk'n'roll-fusion, der banker igennem i disse år. For Skerryvore har skabt en personlig og spændende lyd med den traditionelle musik som klangbund for og springbræt til det rockende lydbillede. En keltisk folkrock, der er stærkt appellerende.
Som alle de andre unge folkmusikere omkring os er også Skerryvore afsindigt talentfulde og nogle musikstuderede røvere med allerede mange festivals på CV'et, bl.a. Glasgows store rockfestival "˜T in the Park' i Glasgow. Selvfølgelig har de også vakt opsigt på en anden Glasgow-topfestival, nemlig Celtic Connections. De har tre albums i ryggen, og især det seneste fik en fantastisk modtagelse.
"De er the real thing. Det er vildt og smukt som den ø, de kommer fra". Citat Donald Shaw, kunstnerisk leder af Celtic Connections.
Alec Dalglish, leadvokal, elektrisk og akustisk guitar - Barry Caulfield, bas - Craig Espie, violin - Daniel Gillespie, harmonika - Fraser West, trommer - Martin Gillespie, harmonika og sækkepibe - Alan Scobie, keyboards.

La Bottine Souriante (CAN)
Første gang, man oplever La Bottine Souriante, er det en overvældende oplevelse, og de holder aldrig op med at gøre indtryk med deres enorme og vitale lydbillede. Den oprindelige gruppe startede helt tilbage i 1976. Siden da har der naturligvis løbende været udskiftninger i besætningen, men der har aldrig været problemer med at bevare den helt unikke sound, der er gruppens varemærke.
La Bottine Sourinate er et fænomen i sig selv, og gruppen har om nogen været fornemme ambassadører for musikscenen i Quebec, den franske del af Canada.
Da de for mange år siden forøgede bandet med fire-fem blæseinstrumenter, udvidede de på samme tid musikkens spændvidde, og på festivalen i 2001 blæste de os omkuld med deres musik og sceneshow. Det var eksplosivt og nyt. Mange genhør senere er det stadig umuligt ikke at blive fascineret af deres kombination af den traditionelle musik fra Quebec tilsat tromboner, trompet og sax for fuld udblæsning. Folk, jazz, salsa, swing - you name it.
Det er tæt, pulserende, rytmisk sprudlende og rent ud sagt overdådigt, og verdensmusikscenen har da også for længst taget dem til sig.
Også La Bottine's underholdende sceneoptræden er et kapitel for sig, og de seneste år har danseren Sandy Silva med sit rappe, slagkraftige fodarbejde tilført showet endnu et visuelt element."En af de bedste live acts i universet", skrev magasinet Folk World, Germany.

Emily Smith (SCO)
Lige siden hun tilbage i 2002 vandt BBC Radio Scotland's Young Traditional Music of The Year Award, er det kun gået én vej for Emily Smith - og det er fremad! I dag er hun et af Skotlands helt store folknavne.
Som barn mente hun nok, at hun skulle gå dansens vej. Hendes mor havde en danseskole, og Emily deltog i alverdens ceilidhs i denne kapacitet. Men tidligt begyndte hun at spille klaver og herefter knapharmonika.
Først som 18-årig opdagede hun, at hun faktisk også har alle tiders sangstemme. Emily Smith var flyttet fra Dumfriesshire til Glasgow, hvor hun opnåede en Honour's Degree i Scottish Music fra the Royal Scottish Academy of Music and Drama.
Foruden at være fortolker af traditionelle sange komponerer hun også eget materiale, så alt i alt er Emily Smiths livsbane fastlagt. Det har hendes nu næsten 10 år gamle karriere så tydeligt vist.
Næsten fra start har Jamie McClennan fra New Zealand været primus motor i hendes band, først med sin violin, nu også lead guitarist og i det hele taget i bandets lydbillede, som Emily og han sammen arrangerer og producerer. Emily Smiths anmelderroste fjerde album "Traiveller's Joy" udkom i januar i år. Oveni alt dette vandt hun som den første nogensinde fra Skotland folk-kategorien i the USA Songwriting Competition i 2005 med sin sang "Edward of Morton".

C.W.STONEKING (AUS)
Denne australier lever, i al fald når det gælder musikken, i fortiden, som han gør meget levende.
Det er nærmere betegnet den fra godt og vel 1920erne og 30erne: Folklore-calypso-jazzblues i hans helt egen udgave, som han spiller på sin National Resophonic-guitar og tenorbanjo - og det hele ledsages af The Primitive Horn Orchestra.
Så er scenen ligesom sat for denne original, der ligesom et andet navn på årets festival, Pokey LaFarge, hylder fortidens musik og ikke mindst en særlig epoke - på sin egen måde.
En tid, som man kan tvivle på overhovedet har eksisteret...? Han fortæller de såkaldte "tall tales", et miks af sande og måske knap så sande historier. En af de mere sande er, at C.W.Stoneking var i Trinidad for at lede efter en calypsoguitarist, men ender med at rejse med nogle amerikanske sejlere, som forliser ud for den afrikanske vestkyst. Tydeligvis overlevede han og udgav senere sit andet album "Jungle Blues". Hans sang antyder, at enhver musikalsk udvikling siden anden verdenskrig er gået hen over hovedet på ham - og resultatet er både underholdende og stilsikker entertainment, som vi I højeste grad kan se frem til at møde for første gang i Tønder. Han og det (slet ikke så) primitive orkester spiller op til en aften fuld af elskelig galskab.

---

På følgende link kan downloades fotos og tekster på årets musikere
efterhånden som de bliver offentliggjort på vores hjemmeside.

Link: ftp.tf.dk
Brugernavn: tf2011
Adgangskode: roots

Tønder Festival løber af stablen
25.-26.-27.-28 August 2011