25/11-13
-
Pressemeddelelse
Opbakning til Tønder Festival
Et kommunalt tilskud samt en garanti er nu sikret, så Tønder Festivalen kan løse de aktuelle problemer med likviditeten og arbejde planmæssigt frem mod næste års jubilæumsfestival.
Kommunalbestyrelsen i Tønder vedtog torsdag den 21. november at støtte festivalen økonomisk
med et ekstraordinært kommunalt tilskud på en mio. kroner og en kommunal garanti for 1,67 mio. kroner.
"Jeg er meget, meget glad og taknemmelig", udtalte formanden for Tønder Festival Fond, Stig Bang-Mortensen, efter Tønder Kommunes endelige tilsagn om at støtte festivalen.
Hermed har Tønder Festival nu mulighed for at løse de aktuelle problemer med likviditeten
og arbejde videre med planerne for 2014, hvor festivalen fylder 40 år.
2013 var en stor succes
Årets Tønder Festival gik over al forventning. Musikprogrammet rummede hele paletten fra den traditionsbårne folkemusik til nye sangskrivere og indie-folk
bands. Publikum kvitterede ved at møde frem i stort antal, og stemningen på festivalpladsen var i top.
Pressemæssigt har festivalen aldrig haft mere medvind. Landsdækkende, regionale og lokale medier har dækket årets festival særdeles
grundigt og bidraget til en massiv eksponeringen af festivalen og Tønder.
Modernisering er i gang
I 2012 påbegyndte festivalen en flerårig plan med at modernisere og forandre festivalen.
Et arbejde, der kunstnerisk og publikumsmæssigt for alvor viste resultater i år.
"Processen er stadig i gang, men det har vist sig, at der er langt større omkostninger forbundet med at vende skuden, end nogen kunne forestille sig," siger Stig Bang-Mortensen, formand for Tønder Festival Fond, på baggrund af, at et forventet overskud i år endte med et underskud på 1,6 mio. kroner.
Frem mod festivalen 2014
Booking af musikprogrammet og den administrative og praktiske planlægning bliver nu sat i gang.
Det forventes, at billetsalget til næste års festival kan starte tidligt i december måned.
Fakta...
- Festivalen får et ekstraordinært tilskud på en mio. kroner
- Tønder Kommune stiller garanti for 1,67 mio. kroner.
- Garantien nedskrives efterhånden og udløber ved udgangen af 2015.
- Festivalen skal spare i alt en mio. kroner på driften i 2014 og 2015.
Pressekontakt
Maria Theessink
70220135
26226711
Firma
Tønder Festival
Vestergade 80
6270 Tønder,
Danmark
26226711
26226711
http://www.tf.dk