Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/02-14   -   Pressemeddelelse

40 års fødselsdagsfest i Tønder, de første fem navne offenliggjort

En rund fødselsdag fejrer man med gamle og nye venner. Steve Earle og Runrig kommer, og det samme gør Julie Fowlis, Chuck Brodsky og The Stray Birds. De første navne er klar til Tønder Festivalen, der i år fylder 40 år.

Hvem vil med til fødselsdag? Indtil videre 2.250 publikummer, der allerede har sikret sig billet til årets Tønder Festival.
Det skotske topnavn Runrig, gode gamle venner af festivalen, vil selvfølgelig også gerne være med til at gøre Tønder Festivalens 40 års fødselsdagsudgave til en fest. Fra Skotland kommer også sangerinden Julie Fowlis, der har givet det gæliske sprog en sødmefuld renæssance.
Steve Earle, verdenskendt sangskriver og troubadour i en klasse for sig og americana-musikkens skarpe veteran, tager turen til Tønder. Det samme gør en gammel kending af festivalen, amerikanske Chuck Brodsky, samt The Stray Birds fra Pennsylvania, nyt ungt og meget anmelderrost bluegrass/americana-band.

Vi skal fejre musikken
Publikum kan glæde sig til et mangfoldigt musikprogram, der bygger videre på den udvikling,
Tønder Festivalen har været i gang med de senere år. Flere navne bliver offentliggjort snarest.
Det er vigtigt for festivalen at gøre den store 40 års fødselsdag til både en fest for fire årtier med international folk-og roots-musik og til en fest for den fremtid, både festivalen og folkemusikken er i fuld gang med at erobre.

"Vi skal sammen med vores publikum fejre, at vi hvert år siden 1975 har skabt et unikt møde mellem musikere og publikum. En festival på musikkens præmisser - takket være musikere, publikum og en hærskare af frivillige. Og vi skal invitere nye unge talenter ind på scenen og byde nye publikummer med til festen," siger Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festivalen.

Årets festival vil bygge videre på en udvikling, der har været i gang de seneste par år.
Det vil sige den nye store festivalplads, nye scener og særlige temaområder som for eksempel NOLA med spejltelte, cajun-retter, udendørs miniscene og dans helliget New Orleans og Louisiana-kulturen.

40 års fødselsdagen bliver også fejret med særlige koncerter, hvor musikerne mødes og spiller sammen på kryds og tværs. Her vil blandt andre Runrig være at finde.

Applaus til en stædig festival
Sidste år stod solen i zenit over festivalpladsen. På mere end én måde. Vejret var fremragende, bedre end de fleste kunne huske fra tidligere år. Publikum strømmede til, og det var ikke kun på grund af vejret.
For musikprogrammet var overdådigt og bød på nye navne, solide publikumstræffere og driftsikre veteraner i en skøn blanding.

Det gav genlyd. Ikke blot hos publikum, men også i medierne. Det er ikke for meget sagt, at Tønder Festivalen i 2013 brød igennem mediemuren. Måske ikke så underligt. For interessen for folkemusikken og hele det brede felt af håndspillet musik med rødder i folk, country, blues, cajun, world har været støt stigende de senere år. Også blandt det yngre publikum.

Det er heldigvis gået op for rigtig mange, at Danmark har en helt unik festival for den musik.
En festival, som har en meget stærk identitet og et meget dedikeret og musikelskende publikum.
En festival, som de senere år har fornyet og genopfundet sig selv. Tønder Festival 2014 bliver et sandt oplevelsesmekka midt i det smukke marskland, hvor traditioner møder nybrud inden for folk- og roots-musikken.


KUNSTNERE - FACTS:

Steve Earle
Steve Earle har siden gennembrudsalbummet "Guitartown" i 1986 stået for en sublim blanding af country, folk og rock, hvor vrede guitarriff, episke fortællinger og smægtende kærlighedssange lever side om side. Den 59-årige amerikanske sanger, sangskriver og guitarist er en af de mest markante stemmer i americana-genren og et stort forbillede for andre sangskrivere. Hans politiske ytringer ligger klart til venstre, og det har han aldrig lagt skjul på. Tværtimod. Steve Earles "outlaw"-status er legendarisk, men han er først og fremmest en formidabel historiefortæller og utrolig karismatisk. Han kan sætte en scene og formidle det væsentlige. Det understreger han på sit seneste album, "The Low Highway" fra 2013, og på det T-Bone Burnett-producerede album "I'll Never Get Out Of This World Alive" fra 2011. Også hans bidrag til den meget populære tv-serie "Treme" (HBO-serie i 36 afsnit om New Orleans efter orkanen Katrina) er værd at bemærke. Det bliver et velkomment og glædeligt gensyn med Steve Earle, der besøgte Tønder Festivalen i 2006.
www.steveearle.com

Runrig
Hvis ikke de skulle være med til festivalens 40 års fødselsdag, hvem skulle så? Tønder og Runrig har en lang fælles historie. Det populære band fra Skye i Skotland elsker Tønder, og publikum i Tønder elsker dem Runrig er tæt på at være husorkester på festivalen. De spillede her første gang i 1983 og har siden været på plakaten utallige gange. Medlemmerne i Runrig kunne fejre deres 40 års fødselsdag sammen i august 2013, hvorfra de 31. marts udgiver live-cd/dvd'en "Party On The Moor" med optagelser fra den store fødselsdagskoncert med 20.000 publikummer. Runrig fik for alvor et gennembrud med albummet "The Cutter And The Clan" i 1987 og nåede de følgende år ud til et bredt publikum. Ikke mindst i Danmark. Sangeren Donnie Munro stoppede i 1997 og blev erstattet af canadiske Bruce Guthro. Var publikum med på det skifte? Det var de, og Bruce Guthro har været med i Tønder mange gange både solo og med Runrig.
www.runrig.co.uk

Julie Fowlis
Det er et af tidens hotte navne, Tønder Festivalen har fået en aftale med. Den 34-årige sangerinde og multi-instrumentalist Julie Fowlis er på toppen i øjeblikket og har netop udgivet albummet "Gach Sgeul - Every Story". Hun har lige været med i BBC-serien Transatlantic Sessions (musik- og tv-produktion med skotsk, irsk, engelsk og nordamerikansk folkemusik), og turnerer med dem i Storbritannien her i foråret. Julie Fowlis synger på gælisk og er en fornem repræsentant for den gælisk/skotske traditionsmusik. Hun er vokset op helt ude ved North Uist på Hebriderne, kulturen har hun fået ind fra en tidlig alder. Julie Fowlis udgav sit første album i 2005 og har siden vundet talrige priser, blandt andet "Folk Singer of The Year" (BBC) i 2008. Hun medvirkede i øvrigt også på Runrigs "Party on the Moor"- koncert sidste år og på soundtracket til filmen "Modig".
www.juliefowlis.com

Chuck Brodsky
Mange danskere kender Chuck Brodsky fra flere små turneer. Men især kender Tønder-publikummet den 53-årige amerikanske singer-songwriter, der har besøgt Tønder Festivalen mange gange. Senest i 2011. Chuck Brodsky er folkesanger og sangskriver af fineste karat. En mand med historier i ærmet og sans for detaljer og fortællekunst. Hans sange går i kødet på hverdagslivet og er elegant dosseret med humor, ironi og politiske kommentarer. Hans sange om baseball er legendariske - og ærkeamerikanske. Albummet "The Baseball Ballads" fra 2002 har han nu fulgt op (med en række albums ind imellem), med "The Baseball Ballads 2" udgivet i 2013. Brodsky er også en fin guitarist, der med enkle musikalske midler kan formidle sine sange og gode historier. "Gode, gammeldags Story songs med humor og lidenskab," som New York Times har skrevet om Chuck Brodsky. Han er kort sagt en rigtig folkesanger, med et hjerte, der banker varmt for Tønder.
www.chuckbrodsky.com

The Stray Birds
Et absolut lovende nyt navn, der giver nye bud på moderne folk og bluegrass. Den unge trio The Stray Birds fra Pennsylvania har siden 2012 arbejdet sig opad rundt om folkroots-cirklerne i USA. The Stray Birds har turneret i England og Irland i januar og februar i år samt været med på Celtic Connection Festival i Glasgow. Trioens følsomme og melankolske musik er blevet sammenlignet med blandt andre Crooked Stills og Gillian Welchs. Det er især gruppens trestemmige vokaler, der står stærkt. Trioen består af Maya de Vitry, leadvokal, guitar og violin, Oliver Craven, vokal, violin, og Charles Muench, bas. De har allerede tre udgivelser bag sig, den seneste er EP'en "Echo Sessions". The Stray Birds er i februar 2014 blevet hædret som "Emerging Indie Folk Band Of The Year" i The Tri State Indie Music Awards, en regional musikprisuddeling i det nordøstlige USA.
www.thestraybirds.com

På plakaten indtil videre:
Steve Earle (USA) - Runrig (SCO) - Julie Fowlis (SCO) - The Stray Birds (USA) - Chuck Brodsky (USA)

Tønder Festival 28. - 29. - 30. - 31. august 2014

Billetsalg via www.tf.dk
Facebook: https://www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @TonderFestival

Pressekontakt

Maria Theessink
  70220135
  26226711

Firma

Tønder Festival
Vestergade 80
6270 Tønder, Danmark

  26226711
  26226711

http://www.tf.dk

Modtag nyheder fra Tønder Festival på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater