Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
10/08-10   -   Pressemeddelelse

Danmarks biblioteker markerer sig med verdens første digitale børnebibliotek

De danske biblioteker satser på de 8-12 årige med et digitalt univers

Tilbuddene vælter bogstaveligt talt ned fra hylderne og ud af computerskærmene når PALLES GAVEBOD åbner mandag 16. august på alle landets folkebiblioteker. Lokale biblioteker over hele landet markerer dagen med en indvielses- og åbningsfest med sjove aktiviteter, larm og masser af fristende tilbud.

Det bliver endnu sjovere at gå på biblioteket også hjemmefra, når alle 8-12-årige kan oprette en profil og få adgang til Danmarks sejeste bibliotek på nettet, pallesgavebod.dk. Palles Gavebod er Danmarks og formodentlig også verdens første digitale bibliotek for tween generationen (de 8-12-årige), et univers hvor man kan spille gratis spil, downloade billeder og ringetoner, anmelde sin hadefilm eller yndlings bøger, deltage i konkurrencer og quizzer, låne bøger, film, spil og musik, chatte med kendte kunstnere eller læse fede nyheder om bøger, film, musik, spil, internet og mobil. Med andre ord et digitalt univers der sprænger alle rammer for, hvad biblioteket normalt byder på.

Åbningsdagen den 16. august fejres på børnebiblioteker over hele landet sammen med de 8-12-årige, hvor biblioteket viser sig fra en helt ny side og hvor der vil blive gjort alt for at skabe nysgerrighed og interesse hos børnene for bibliotekets mange muligheder. Det bliver også starten på en helt ny epoke i bibliotekernes historie, hvor man nu satser ekstra meget på at nå målgruppen af tweens ved at nytænke bibliotekets indretning og formidling til de unge biblioteksbrugere.

Pallesgavebod.dk er et dansk og helt unikt nationalt digitalt børnebibliotek, som giver børnene uhindret adgang til alle tænkelige medier, digitale såvel som fysiske, i et sammenhængende univers der på én og samme tid åbner for oplevelser, leg, fordybelse og tidsfordriv. Det er samtidigt et projekt som følges med stor interesse i biblioteksbranchen i udlandet.

Med Palles Gavebod er det visionen at skabe et tidssvarende børnebibliotek på børnenes præmisser.

Direktør Jens Thorhauge, Styrelsen for Bibliotek og Medier siger: Vi har skabt et digitalt tilbud til børn, hvor de i et sjovt og underholdende univers kan søge al den viden og information, som det fysiske bibliotek også ligger inde med. Med Palles Gavebod vil det være let for dem at bruge medierne og de skal kunne gøre det sammen med kammeraterne - og reagere på dem. Målet er at fastholde danske børn som biblioteksbrugere fordi det udfordrer dem på den gode måde - og intet er mere berigende.

Det digitale univers Palles Gavebod er skabt som en butik bemandet af seks meget forskellige karakterer. Sportsmanden Thomas Larsen, musikalske JohnJohn, søde Randi, stræberen Kuno, kloge Søge og ærlige Ophelia er navnene på de seks figurer hvis indbyrdes funktion er at skabe en humoristisk ramme om websitets indhold og formidling. De skal være med til at fremprovokere og fastholde børnenes nysgerrighed og lyst til at udforske universets mange tilbud og aktiviteter.

Selve sitet er skabt i samarbejde mellem Styrelsen for Bibliotek og Medier og produktionsselskabet Copenhagen Bombay der har stået for koncept, design og udvikling.

Tegner, forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler er manden bag det sjove og historierige univers.
Han er normalt kendt fra bl.a. flere børne-tv programmer og fra voksen-universet Wulffmorgenthaler. I Palles Gavebod har Anders Morgenthaler fået mulighed for at kombinere den kendte humor og provokation for på den måde at nå den kritiske og krævende målgruppe af tweens.
- Det er nødvendigt at bibliotekerne og bibliotekarerne redefinerer deres rolle. For hvis vi voksne ikke forstår at handle aktivt for at stimulere vores børns fantasi og deres nysgerrighed, risikerer vi at de misser den mest elementære form for dannelse.
De 8-12-årige stiller heldigvis store forventninger og krav til formidling. De vil underholdes og er på samme tid mere informationssøgende end tidligere generationer nogensinde har været og dette behov må vi imødekomme på deres præmisser. Med Palles Gavebod har det været vores ønske at skabe et univers og en bundløs brønd af viden og data som børnene kan relatere sig til og gøre brug af. Vi har skabt et let tilgængeligt univers som taler børnenes sprog og som rummer al den viden og de emner som interesserer dem. Vi har skabt en vej for biblioteket og brugerne, en vej som fører os alle ind i den digitale tidsalder, siger Anders Morgenthaler.

Bag projektet arbejder i alt 90 børnebibliotekarer fordelt på seks fagredaktioner og tre temaredaktioner som løbende udvikler nye temasider og aktivitetsforslag målrettet de 8-12-årige.
Fagredaktionerne arbejder konstant på at opdatere indholdet og nyhederne indenfor bøger, film, musik, spil, web og mobil. Over hele landet sidder der bibliotekarer som følger med i det sidste nye indenfor de forskellige medieområder og som samtidigt sikrer at det kommunikeres enten i form af artikler, interviews eller som sjove aktiviteter til de unge biblioteksbrugere.
Sideløbende med dette sikrer tre temaredaktioner særlige temasider og temaaktiviteter, hvor børnene kan søge viden om konkrete emner og temaer som optager dem. I disse temaer formidles viden både gennem konkret litteratur, musik og film og gennem aktiviteter som mere har form af leg. Sensommerens tema er Grineflip og det rummer sjove bøger, filmklip, musik og spil. Resten af 2010 omhandler temaerne nørder, skræk og den anden verden som bliver præsenteret på forskellige måder ude på bibliotekerne og på selve sitet.

Palles Gavebod åbner med en fest og masser af larm og aktiviteter på alle landets børnebiblioteker og på www.pallesgavebod.dk mandag 16. august fra kl. 14.00.

Yderligere oplysninger: Freddy Neumann, Copenhagen Bombay, tlf. 2046 7846 / neumann@mail.dk


Relevant information

http://www.pallesgavebod.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Copenhagen Bombay
Refshalevej 147, 1.
1432 København C., Danmark

  20467846
  20467846

http://www.pallesgavebod.dk

Modtag nyheder fra Copenhagen Bombay på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater