07/09-09
-
Pressemeddelelse
Golfere fra seks lande jagter jomfruen
43 unge proer og amatører satser på at besejre Lübker Golf Resorts mesterskabsbane fra den jomfruelige backtee, når de skal ud på Stage One mod European Tour og mulige millioner. Spillere fra seks nationer kæmper for deres fremtid.
Når første trin på den forjættede stige mod toppen af professionel europæisk golf skal bestiges fra 13. september og frem på Lübker Golf Resort ved Nimtofte på Djursland, bliver det på jomfruelig grund. Det er nemlig ikke alene første gang, at European Tour har lagt en afdeling af deres Qualifying School i Danmark. Det er også første gang, at der i en professionel turnering på den knap 11 måneder gamle bane skal spilles fra backtee.
"Vi er meget spændte på at se, hvordan de unge professionelle kommer til at håndtere mesterskabssløjfen med Sky og Sand, når de skal spille fra de bageste teesteder. For selv om vi har gennemført blandt andet Krone Golf Tours DM i Pro-Am, så er det første gang, at vi officielt har professionelle til at spille en turnering fra backtee", siger Manager Carsten Brandt fra Lübker Golf Resort.
Fra de hvide teesteder er det en betragteligt opgave at kaste sig ud i. Selv om der skal tænkes strategisk i højere grad end på de fleste golfbaner, så undgår ingen at skulle bruge driveren flittigt for at nå hurtigt frem til greens og eftertragtede par og birdies. Derfor gælder det om at være præcis. Sky er 3.198 meter fra hvid tee, mens Sand er 3.278 - altså 6.476 meter i alt.
Modvind på Sand
Især på Sand sløjfen vil de lange, præcise slag være med til at afgøre, hvem der trækker færrest slag efter sig. 10. hul på mesterskabsbanen er en fantastisk test på 536 meter fra hvid. Men på 14. hul er der 579 meter, og på 18. skal der drives mindst 200 meter før bolden får kontakt med en fairway. På en dag med vind fra syd/sydøst, vil både 14. og 18. hul være i modvind og en skræmmende udfordring for selv de golfspillere, der slår længst.
Naturligt nok er det danske og svenske navne, der præger startlisten (se vedhæftede). Men også både en skotte, en irer, en tysker og en canadier har gravet tilstrækkeligt med selvtillid op til at vove sig i kast med den nye bane, sat op til de værste narrestreger af chefgreenkeeper Derek Grendowicz.
Der trænes på anlægget fra søndag 13. september og finalen finder sted 18. september, hvis vejret ikke driller. I så fald holdes 19. september som alternativ finaledag. Adgang som tilskuer er gratis.
Relevant information
http://www.lubker.com
Firma
Lübker Golf Resort A/S
Lübker Allé 121
8581 Nimtofte,
Danmark
+45 29164427
+45 29164427
http://www.lubker.com