26/03-18
-
Pressemeddelelse
Kom og prøv det nyeste golfudstyr
31. marts fra kl. 10-15 inviterer JOSGOLF, Smørum Golfklub til demodag og socialt samvær på træningsbanen – for alle interesserede golfere
Forårets første store chance for at snuse til golfens nyeste, teknologiske tendenser i samme idrætsgren, finder sted lørdag 31. marts. Det er Danmarks største Demodag, hvor de førende leverandører indenfor golfudstyr besøger Danmarks største golfklub, Smørum Golfklub, og præsenterer alt deres nyeste habengut på området.
Hvad enten du er medlem af Smørum Golfklub på Skebjergvej eller ej, er du velkommen, og du kan få lov til at lege med de nye remedier, mens du får kyndig vejledning. Da Restaurant Eagle samtidig tænder op i grillen og serverer pølser, øl og vand, er der lagt op til en festlig lørdag.
Horisonten rundt, på et af Danmarks absolut bedste træningsanlæg, vil du kunne opleve det nyeste golfudstyr fra producenter som Titleist, Callaway, Taylor Made, SRIXON, Cleveland, XXIO og Wilson. Her får du mulighed for at se golfboldene flyve i fri luft – ikke bare ind i et net tre meter foran. Som repræsentanter for alle producenterne vil der oven i købet være specialister, der kan give dig den optimale vejledning, så du får chancen for at udnytte dit golftalent på ypperste vis.
”Når man køber nyt udstyr er der mange ting, som er vigtige for, om man får investeret i det rette. Tekniske detaljer kan være afgørende for, om man vælger den bedste driver, for eksempel hvilken grad driverens slagflade skal have, valget af skaft, og ikke mindst noget så basalt, som den lyd et jern giver, når man har ramt bolden. Rent æstetisk er udseendet også en faktor, som mange påpeger for at træffe det endelige valg”, siger cheftræner Jesper Sørensen.
”Med over 2.400 medlemmer er Smørum Golfklub landets største, og det forpligter. Derfor er det uhyre vigtigt, at vores medlemmer og deres gæster altid får den bedste oplevelse, når de er på besøg. Det håber vi naturligvis også bliver tilfældet på demodagen, der vil blive allermest festlig, hvis rigtigt mange møder frem til forårets første store aktivitet”, siger Golf Manager Brian Stig Jørgensen.
Det koster 100 kr. at deltage – men de 100 kr. konverteres til en voucher med en købekraft på 100 kr. i shoppen på dagen. Og ikke nok med det: Der gives på dagen tillige 5 procent på køb af alt i shoppen, plus et dusin topbolde af det mærke man køber på dagen.
Relevant information
JOSGOLF
http://josgolf.dk/
Pressekontakt
Frank Undall
Journalist, Kommunikationsrådgiver
+45 3961 9006
+45 4015 2215