Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/03-10   -   Pressemeddelelse

Lübker Golf tættere på økonomisk helhedsløsning

Bestyrelsen for det børsnoterede Lübker Golf A/S fik fredag mandat til at tage første skridt mod en samlet løsning af de kommende års finansielle udfordringer efter primært teknisk motiveret underskud på knap 100 millioner kroner.

De fremmødte aktionærer i det børsnoterede Lübker Golf A/S vedtog fredag, at bestyrelsens nedskrivning af aktie- og egenkapitalen med cirka 80 millioner, som dermed øgede selskabets samlede underskud for 2009 til 99 millioner kroner, var i orden. Selv om ingen stemte imod kræves imidlertid stadfæstelse på en ekstraordinær generalforsamling, da der ikke var to tredjedele af de samlede aktionærstemmer repræsenteret.

Bestyrelsen ønsker efterfølgende at forhøje den netop nedskrevne kapital med op til 50 millioner kroner nominelt. Målet er et kontant provenu på minimum 25 millioner kroner og op til 50 millioner kroner. Der er allerede positive tilkendegivelser fra interessenter om tegning på cirka 12 millioner kroner, hvilket alene modsvarer det forventede negative cash flow fra den fremtidige drift.

Ny kapital til udvikling

Det er kun et par uger siden, at bestyrelsen for Lübker Golf A/S præsenterede fondsbørsen for en årsmeddelelse, der afslørede et underskud på 99 millioner kroner. De 80 millioner kroner var nedskrivninger af teknisk karakter, hvilket blev motiveret af en plan om at tiltrække ny kapital.

"Det er nemmere at skaffe nye penge til solide værdier end til at dække eksisterende gæld. Vi har allerede på nuværende tidspunkt en tilkendegivelse af, at der er investorer med 12 millioner kroner parat, men det kan vi naturligvis ikke gå videre med uden at have mandat fra generalforsamlingen. Og vi har brug for penge for at kunne udvikle og færdiggøre resortet", sagde formanden for bestyrelsen, Carl Aage Nielsen.

Skønsmæssigt vil der gå nogle år inden den økonomiske krise helt er overvundet . Desuden ventes udviklingen i selskabets indtægter fra de nuværende aktiviteter derfor at ville ske langsommere. Forventningen er, at der først vil blive opnået balance i driften i 2014 eller 2015. Indtil da anses det for sandsynligt, at et akkumuleret underskud vil blive på yderligere i alt 17 millioner kroner resulterende i et negativt cash flow på 12 millioner kroner.

Den såkaldte helhedsløsning, der er bestyrelsens værktøj for tilførsel af kapital til dækning af nuværende gældsforpligtelser og det fremtidige negative cash flow, blev imidlertid angrebet af flere aktionærer, som mente, at deres aktier blev udvandet med helt op til 40 procent gennem nedskrivningerne. Andre mente, at der udelukkende var tale om et formuetab, så længe man ikke gik ud og solgte sine aktier.

Debat sikrede garanti

Debatten var intens og omfattede alt fra spørgsmål om den daglige ledelses planer for at øge medlemsskaren i golfklubben, til bekymring for, at de små aktionærer "ville blive kørt over", hvis der blev gennemført en rette-emission, som nok vil spare udgifter på mindst to til tre millioner kroner til prospekt, men lovgivningsmæssigt kræve, at der investeres i puljer på minimum 350.000 kroner.

"Ingen aktionærer bliver kørt over med mig ved roret, og jeg ved, at det ligger den største aktionær Poul Anker Lübker meget på sinde, at sikre både de eksisterende aktionærer og golfmedlemmerne", sagde Carl Aage Nielsen.

Med generalforsamlingens beslutning mangler nu to tredjedels flertal på den kommende ekstraordinære generalforsamling for at sikre en styrkelse af kapitalgrundlaget. Mandatet er nødvendigt for, at selskabet får økonomisk mulighed for at arbejde direkte mod at samle nuværende aktiver og aktiviteter i og omkring Lübker Golf Resort under selskabets ejerskab, samt til at videreudvikle resortet med tilhørende drift.

Indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling vil blive udsendt inden Påske.

Forslag til billedtekster:

Formand for bestyrelsen i Lübker Golf A/S, Carl Aage Nielsen, aflagde første del af den timelange beretning.

Bestyrelsen ved starten af den ordinære generalforsamling. Senere udgik Henrik Bergqvist (til venstre) og Åge Tang Sørensen (til højre for Bergqvist), og de blev afløst af Allan Freivald og Niels Opstrup.

Relevant information

http://www.lubker.com


Billeder


Pressekontakt


Firma

Newsline A/S
Strandvejen 100
2900 Hellerup, Danmark

  3961 9006
  4015 2215

http://www.newsline.dk

Modtag nyheder fra Newsline A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire