Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/04-14   -   Pressemeddelelse

Tre golfmusketerer med historisk erfaring i Hammel GKs nye proteam



Skagen er rykket nærmere mod Jyllands sydlige grænse, og der er igen en blomstrende æblegård i Hammel Golf Klub. Trænerteamet er fra sæson 2014 både spændende og historisk - og den rene dynamit

Med en massiv styrkelse af trænerteamet i Hammel Golf Klub kunne man fristes til at advare alle andre klubber, der er med i regionsturneringer. Det gælder også de golfspillere, der nu er ved at planlægge, at det er dem, der skal vinde et af årets golfmesterskaber. Konkurrencen kan nemlig i den grad blive skærpet efter at tre af landets mest erfarne golfmusketerer har samlet kræfterne om at give medlemmer og gæster i den midtjyske klub optimal undervisning i at bruge deres våbenarsenal.

Fra Skagen til Hammel
Som trænerassistent er ansat pro Ole Smidt. Han har de seneste 23 år har været pro i Golfklubben Hvide Klit i Skagen. Før Hvide Klit har Ole arbejdet som pro i Himmerland, Brønderslev, Hjørring og Nordvestjysk Golf Klub. Blandt andet i samarbejde med headpro i Hammel GK, Morten Thuen.

Ole Smidt er 56 år, og indledte sin golfkarriere efter at have spillet ishockey på højt plan. Tilbage i 70'erne var Ole Smidt tillige en af landets bedste amatører, og var stamspiller på det danske golflandshold. Filosofien bag Ole Smidts golftræning kan opsummeres i to sætninger: "Golf skal ikke gøres sværere end det er" og "Golf er dejligt, og golfbanen er et dejligt sted at være."

Ole ser frem til at være en del af et stærkt og spændende proteam i Hammel Golf Klub, og glæder sig til at møde medlemmerne.

Tilbage i klubben
Sammen med Morten Thuen og Ole Smidt vil trænerteamet i 2014 også bestå af den kendte og meget afholdte pro Ian Appleyard. Ian er 54 år gammel, dansk gift og har tre voksne børn. Han har været bosiddende i Silkeborg siden 1993. Faktisk vender han lidt hjem, for allerede i 1995 sørgede Appleyard for begyndertræning på den oprindelige golfbane i Hammel. Hvis nogle skulle have glemt det, så var den, hvor man slog et blindt slag gennem en æbleplantage mod en flagstang for at nå green på et par 3 hul på 203 meter...

Allerede i 1970 begyndte Ian Appleyard at spille golf i Howley Hall Golf Club udenfor Leeds i det nordlige England. I 1975 fik han job som trænerassistent i Temple Newsam Golf Courses i Leeds - og han er stadig glødende Leeds United fan. Chefen var David Bulmer, som var en af de første trænere, der i 1950'erne kom til Danmark. David var Pro i Aalborg, Randers, Esbjerg og Aarhus på samme tid, og fordelte kuriøst sin arbejdstid mellem de fire klubber.

Det var David Bulmer, der i 1978 trak Ian Appleyard til Danmark, hvor han blev assistenttræner i Silkeborg Golf Club. Planen var et par år i Danmark, for derefter at vende tilbage til England. 36 år senere er Appleyard her stadig, og har ikke fortrudt i et eneste sekund.

Efter to sæsoner i Silkeborg rejste Ian til Søllerød og senere Køge Golf Klub. Golfboomet var for alvor kommet i gang i 1980'erne og Hedeland Golf Klub blev stiftet. Her var Ian Appleyard i starten deltidstræner og samtidig assistenttræner i Køge, indtil Hedeland Golf Klub blev stor nok til, at kunne ansætte ham på fuld tid.

20 år i Silkeborg
Efter en pause fra golfen i tre år, kom han tre år til Lemvig Golf Klub, og siden 1994 har Appleyard været cheftræner i Silkeborg Golf Club. Fra nytår er strukturen i klubben blevet ændret, og Appleyard har derfor til sæson 2014 indgået en aftale med Morten Thuen om at blive assistenttræner i Hammel Golf Klub ProShop.

Ian Appleyard siger: "Mit syn på golfspillet er, at undervisningen skal passe til elevens niveau, alder og fysiske formåen, og frem for alt skal det være sjovt."

"Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i Hammel og møde jer alle sammen", siger Ian Appleyard.

Den fjerde musketer
Der er lagt op til en sæson, hvor mange greenfeespillere helt sikkert vil komme forbi for at opleve banen, der har gennemgået flere ændringer i vinterens løb.

Eller måske kommer andre end de sædvanlige medlemmer for at få træning af en af de tre musketerer. Med det trænerteam kan en af eleverne blive så dygtig, at der ved sæsonstart 2015 indgår en sprudlende frisk d'Artagnan i musketerteamet i Hammel Golf Klub...


Relevant information

http://www.hammelgolfklub.dk


Billeder


Pressekontakt

Poul Ditlev
  +45 2295 2531

Firma

Newsline A/S
Strandvejen 100
2900 Hellerup, Danmark

  3961 9006
  4015 2215

http://www.newsline.dk

Modtag nyheder fra Newsline A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater