Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/02-02   -   Pressemeddelelse

Twinsoft og Tradevision indgår ny salgsaftale

Twinsoft, der er Compaqs eget softwarehus, har indgået en salgsaftale med Tradevision, som udvikler proaktiv logistiksoftware til blandt andet transportindustrien. Twinsoft budgetterer med salg til en værdi af 24 millioner kroner.

Det Compaq-ejede softwareselskab Twinsoft har netop indgået en aftale med Tradevision, der blandt andet har SAS i ejerkredsen. Aftalen betyder, at Twinsoft skal stå for salgsdistributionen af logistiksystemet LogiMan, og ifølge Twinsoft øges omsætningen med omkring 24 millioner kroner.

Tradevision-produktet LogiMan (Logistic Management System) er software målrettet til transportindustrien og giver kunden mulighed for at følge den aktuelle status på en ordre.

LogiMan er udviklet af Tradevision med støtte fra Twinsoft, der således har et særdeles godt kendskab til produktet, der hidtil er blevet solgt og tilpasset til hver enkelt kunde som en hosted ASP-løsning (Application Service Provider). Nu har Twinsoft og Tradevision i fællesskab med Compaq udviklet et mere standardiseret produkt til potentielle kunder.

Twinsoft budgetterer med tre salg til en samlet værdi af 24 millioner kroner i 2002. Twinsoft vil selv stå for salget i Skandinavien, mens selskabet i resten af verden vil gøre brug af Com-paqs store kontaktflade.

- Vi regner med at komme til at spille en stor rolle, når vi via Compaq kan komme i kontakt med store kunder som for eksempel Volkswagen i Tyskland. Der kan det være svært som en lille dansk virksomhed at trænge igennem, så Compaq bliver en stor hjælp for os, siger Steen Lund Christiansen, der er administrerende direktør for Twinsoft Scandinavia, der har hovedsæde i Hørsholm nord for København.

Steen Lund Christiansen vurderer, at der i Danmark er 20 potentielle kunder til LogiMan.

Også hos Tradevision i Stockholm er der tilfredshed med aftalen. Administrerende direktør Clas Strååt kalder aftalen "en naturlig fortsættelse af det gode samarbejde", de to virksomheder har haft.

- Vi finder det meget positivt, at Twinsoft vil deltage i salget af LogiMan. Vi får en ny kanal til markedet, og der er jo ingen tvivl om deres ekspertise, så jeg venter mig meget af samarbej-det, siger Clas Strååt, Tradevision.

Styr på problemerne
LogiMan er et Track & Trace og Supply Chain Management værktøj, der gør det muligt for kunden via Internettet at følge de enkelte ordrer og forsendelsers aktuelle status. Ved hjælp af systemet kan ordren følges fra registrering over transport og reloading-punkter til den endelige levering.

En af funktionerne ved LogiMan er pro-aktive alarmer, der via mail eller fax informerer kunden om eventuelle problemer eller ændringer undervejs. Hvis kunden ønsker det, kan han specificere, at han ønsker besked når forskellige begivenheder er udført, for eksempel toldbehandling.

Desuden kan al information logges og bruges til statistiske formål. Blandt andet kan præcisionen hos de enkelte samarbejdspartnere måles og sammenlignes.

LogiMan er baseret på Compaqs NonStop Himalaya-platform, der især benyttes af virksomheder, som er særligt afhængige af et pålideligt system.

Twinsoft blev stiftet i 1991 og har via sin viden og erfaring indenfor produktområder som Himalaya og Microsoft knyttet kunder som Nordea, SAS og TDC til sig. I 1997 blev Twinsoft købt af Compaq og har siden fungeret som "The Compaq Software Factory" og har blandt andet udviklet en system management løsning til afvikling på en håndholdt Pocket PC.

Tradevision har siden grundlæggelsen i 1992 udviklet systemer til automatiseret logistikstyring. 30 procent af aktierne ejes af SAS, mens det canadiske softwareselskab Descartes Systems Group Inc. ejer de resterende 70 procent.

Relevant information

http://www.twinsoft.com


Pressekontakt


Firma

Newsline A/S
Strandvejen 100
2900 Hellerup, Danmark

  3961 9006
  4015 2215

http://www.newsline.dk

Modtag nyheder fra Newsline A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire