11/07-11
-
Pressemeddelelse
Kongelig bane nu også med i golfkæden
Medlemmerne i Fredensborg Golf Club har besluttet, at de også vil have adgang til de gode baner i Danmarks største golfkæde. Derfor bliver den nordsjællandske klub fra 5. juli 2011 optaget i Proark golf PLUS som den 10. golfbane.
Kun få uger efter at den jyske topbane Royal Oak annoncerede de nye muligheder som en del af Danmarks landsdækkende kæde af golfbaner, har medlemmerne i golfklubben i den royale by Fredensborg også valgt genvejen. Dermed har næsten 10.000 danske golfspiller mulighed for at udnytte landets billigste greenfee og sikre deres eget anlæg en solid veltrimmet driftsøkonomi.
"Medlemmerne i Fredensborg Golf Club ser naturligvis frem til at få adgang til de mange tilbud, som kan erhverves gennem Proark Golf Plus.
Vi er meget tilfredse med den aftale, som vi har indgået med Proark Plus. En aftale der indebærer, at Fredensborg golf Club kan drive golfklubbens aktiviteter uændret, blot med flere tilbud til medlemmerne", siger Fredensborg Golf Clubs formand, Helle Scheel.
"Vi er utroligt glade for at kunne integrere Fredensborg Golfbane i Proark golf PLUS konceptet. Nu har vi to golfbaner i den nordsjællandske region, som længe har været stærkt efterspurgt af medlemmer og sponsorer i de enkelte klubber", siger Asger Bache Jensen, der er administrerende direktør for Proark golf PLUS.
209 golfhuller står nu skarptskårne og parate til at sluge bolde fra de Proark golf PLUS medlemmer, der vælger muligheden. For et beskedent årligt tillæg kan de spille frit på i alt 10 golfanlæg. Hullerne ligger på Skjoldenæsholm Old Course (18 huller) og Trent Jones Jnr. Course (18 huller), Odense Eventyr Golf (27 huller), Hjarbæk Fjord (18 huller), Blokhus Klit (18 huller), Kalø (18 huller), Ree Golf (18 huller), Ry (9 huller), Royal Oak (18 + 9 huller) og Fredensborg (18 huller). Selve idéen om mest kvalitetsgolf for pengene i hele Danmark er dermed nærmest allerede realiseret - men visionerne går længere.
Tre epicentre
Fra begyndelsen har det været planen at bruge de 50 millioner eksterne investorkroner til at skabe tre danske epicentre for golf. Medlemmer på Sjælland, på Fyn og i Midtjylland vil derfor i første omgang være dem, der har størst glæde af konceptet - og det samme gælder for de mange erhvervskunder, der har brug for en ægte landsdækkende kæde af golfbaner, der skal udbygge og fastholde det sociale netværk, hvad enten det er hos medarbejderne eller hos kunderne.
"Det er klart, at jo tættere netværket er, desto større fordele har medlemmer og erhvervskunder mulighed for at udnytte adgangen til de mange baner. Samtidig sikrer det også muligheden for en mere strømlinet organisation, hvor der især på administrationssiden kan være besparelser at hente", siger Asger Bache Jensen.
"Vi får dagligt henvendelser fra golfbaner, der vil være med i Proark golf PLUS. Derfor er jeg sikker på, at vores ambition om 25 golfbaner indenfor tre år nok skal holde", siger han.
Relevant information
http://www.proarkgolfplus.dk