18/09-09
-
Pressemeddelelse
Vækst og fokus på mere åbenhed i revisionsbranchen
På trods af den globale og hjemlige finanskrise kan revisionsfirmaet Beierholm endnu en gang præsentere en årsrapport, som viser fremgang på stort set alle de områder, der understøtter selskabets strategi. Selv om Beierholm har måttet øge hensættelserne til tab på kunder, som bukker under på grund af krisen, har selskabet vist flot fremgang i omsætning og en tilfredsstillende indtjening på niveau med forrige år. Og satsningen på branding og øget synlighed i forhold til de prioriterede kunder blandt mindre og mellemstore virksomheder har haft synlig effekt på tilgangen af nye kunder og opgaver.
Beierholms strategi med fokus på faglighed, troværdighed og nærhed bærer frugt. I 2008/09 nåede selskabet en omsætning ca. 415 mio. DKK mod ca..369 mio. DKK året før. Årets resultat før skat blev på 13 mio. DKK.
»Vi er tilfredse med den forretningsmæssige og regnskabsmæssige udvikling i Beierholm i det forgange år, for det er en direkte konsekvens af vores strategiske satsninger. På den ene side har vi besluttet at imødegå konsekvenserne af finanskrisen ved yderligere at styrke vores forretningskoncept og vores ydelser med fokus på faglig udvikling og service. På den anden siden glæder vi os også over, at vores satsning på branding og øget synlighed bærer frugt i forhold til vores primære kunder blandt de mindre og mellemstore virksomheder,« siger Tage Borregaard, som er adm. direktør og partner i Beierholm.
Den landsdækkende revisionsvirksomhed fordelt i 13 geografiske områder i Danmark har således opnået voksende markedsandele i form af tilgang af nye kunder. Og det har banet vejen for at ansætte flere dygtige medarbejdere.
Øget åbenhed
Beierholm var i 2008 blandt de første af de store, landsdækkende revisionsvirksomheder, som helhjertet hilste de nye krav om 'rapport om gennemsigtighed' i den nye revisorlov velkommen.
»I vores nye årsrapport for 2008/09 går vi igen længere end de formelle krav om åbenhed i revisor-branchen og revisorloven, når det gælder information om og indsigt i Beierholm som virksomhed. Hermed ønsker vi fortsat at være med til at sætte nye standarder og vise vejen i revisionsbranchen. For det er vigtigt, at både vores nuværende og kommende kunder, medarbejdere og andre interessenter i enhver henseende kan have tillid til vores virksomhed - herunder til vores faglige kompeten-cer og standarder, vores etik og kvaliteten af alle vores ydelser. Og alt tyder på, at vi er på rette vej. For vi opnår meget flotte tilbagemeldinger i både vores egne og eksterne målinger af tilfredshed, kvalitet, service og synlighed,« siger Tage Borregaard.
Relevant information
http://www.beierholm.dk