01/05-12
-
Pressemeddelelse
Kommunal hjemmeside der sætter borgeren i centrum
Den 25. april fik Bornholms Regionskommune ny hjemmeside. Hjemmesiden, der er udviklet af det digitale konsulenthus Valtech, sætter borgeren 100% i centrum og det har været det altoverskyggende fokus fra samarbejdet blev skudt i gang.
"Den nye webside er meget anderledes end den velkendte. Den nye skal gøre det lettere for borgerne at søge - og finde - hvad de søger på den kommunale webside (...) der er også lagt vægt på at lette borgernes vej til at kunne betjene sig selv via internettet" sagde borgmester Winni Grosbøll ved lanceringen.
Det der fanger blikket når man klikker ind på www.brk.dk er en stor søgeboks i midten af siden. Kommunen blev inspireret af Google og her er det meningen, at borgerne skal skrive hvad de har brug for, i stedet for at lede efter det blandt en endeløs række af menuer. Det formindsker støjen og giver brugerne den hjælp de står og har brug for meget hurtigt. Den centrale søgefunktion er et klart tegn på at der er taget højde for borgernes behov i opbygningen af sitet.
"Vores overordnede vision med den nye hjemmeside var at brk.dk skal være det første valg for borgerne. Men spørgsmålet var hvordan vi opfordrer borgerne til at betjene sig selv. Vores første tanke var: Findes der en hjemmeside, som alle kan finde ud af? ja, det gør der faktisk, og det er Google. Det blev startskuddet for vores samarbejde med Valtech som har været vores digitale partner hele vejen fra idé til implementering af den nye hjemmeside. Valtech har leveret den fornødne viden og ekspertise vi havde brug for og vi er ikke i tvivl om, at vi sammen har ramt plet med vores nye hjemmeside. Det er første gang en så simpel hjemmeside er set i det offentlige Danmark," lyder det fra Lene Vinberg, sekretariatschef, Bornholms Regionskommune.
Udover det funktionelle er der også lagt vægt på en synsmæssig lækker oplevelse. Kommunens hjemmeside trængte til et mere tidssvarende look, så Valtech's kreative team blev også involveret i løsningen og leverede et enkelt design der støtter op om less is more konceptet, igen for at reducere støj. "Selve opbygningen skulle være så åbenlys som mulig for borgerne, men også billedemateriale og farver har spillet en stor rolle for os. Valtech har leveret den designmæssige oplevelse vi ønskede så borgerne også har noget pænt at kigge på når de klikker ind for at ordne deres private anliggender" siger Lene Vinberg.
En vigtig brik i kommunens digitaliseringsstrategi
"Den nye hjemmeside skal også være med til at vi kan opfylde kravene i den overordnede fælleskommunale digitaliseringsstrategi og i regionskommunens kanal- og servicestrategi, hvor borgerne skal bruge hjemmesiden til at kunne betjene sig selv digitalt 24 timer i døgnet" lyder det fra sekretariatschefen. "For både at opfylde vores målsætninger og for at iværksætte indsatsområder har vi prioriteret søgemulighederne meget højt. Det viser sig at vi som personer mere og mere vil bruge søgemuligheder og ikke så meget vil bruge navigationsmenuer og -strukturer, hvor vi skal klikke os frem hele tiden."
Intelligent søgemaskine
"Den nye søgemaskine giver mulighed for at tune søgningerne så borgeren kun ser relevant indhold, og jo mere man bruger søgemaskinen des bedre bliver den til at foreslå relevant indhold. En vigtig opgave for os her efter lanceringen er løbende at optimere hjemmesiden, især navigations- og søgefunktioner skal optimeres så borgerne oplever hvor let det er at søge og finde information. Hvis borgerne er tilfredse og bruger hjemmesiden som første valg har kommunen opnået et af deres største mål ved den nye hjemmeside," siger Pia Ingels, Team Owner, Valtech.
Helt konkret er et af kommunens mål at 30% af alle borgertransaktioner skal foretages online via selvbetjeningsløsninger i 2014. Desuden har kommunen sat sig et mål om at hjemmesiden skal være Bedst på Nettets brugerrespons i 2013 blandt kommuner.
Om Valtech
Valtech er et globalt digitalt konsulenthus med kontorer i 8 lande (Frankrig, UK, Tyskland, Sverige; Danmark, US, Indien og Sydkorea) og ca 1.600 medarbejdere. Som full-service digitalt konsulenthus leverer Valtech værdi til sine kunder i alle faser af projekt forløbet fra strategisk rådgivning til design, konceptudvikling, teknisk implementering og optimering af forretningskritiske digitale platforme. Valtech arbejder med den digitale forretning for en række globale brands.
Relevant information
http://valtech.dk
Firma
Valtech A/S
Kanonbådsvej 10
1437 København K,
Danmark
22 68 46 52
22 68 46 52
http://www.valtech.dk