13/01-10
-
Pressemeddelelse
Innovation redder virksomheder
I disse dage hvor mange virksomheder må dreje nøglen om, er det utroligt vigtigt at sætte fokus på innovation og idéudvikling.
Hvis virksomheden har et faldende salg eller en faldende efterspørgsel på ydelser, er en af vejene til overlevelse at tænke nyt og tænke i nye sammenhænge. Innovation betyder fornyelse, forbedring, produktudvikling og idéudvikling. "Innovation er ikke kun noget der foregår hos virksomhedens ledelse og hos dem der produktudvikler" fortæller Sille K. B. Schultz (Konsulent, Cand. Mag. Musik- og teatervidenskab samt diplom Erhvervspsykologi.) "Innovation skal forgå på alle niveauer i virksomheden eller organisationen. Det handler jo både om effektive arbejdsgange, om god kommunikation og om at tænke nyt i nye sammenhænge, og innovation bør derfor implementeres i hele virksomhedsstrukturen, så alle medarbejdere føler et ansvar for at udvikle og forny deres arbejdsopgaver og ansvarsområder."
For at fremme nytænkningen i virksomheden er det vigtigt at der bliver skabt et innovativt miljø, hvor det er "lovligt" at fremlægge nye idéer ligegyldigt hvor utopiske eller skæve de forekommer. Dette kan være svært, da medarbejdere både skal tænke nyt og være åbne for andres idéer, og derfor kan det tage tid at implementere et innovativt miljø, da det kræver stor forståelse, indlevelse og evne til at se processer og produkter fra andre synsvinkler. Innovative processer handler ofte om "give and take" og kan sagtens være en kombination af flere gode idéer.
"Når vi arbejder med innovation i virksomheder, søger vi at gøde de innovative kim hos den enkelte medarbejder" fortæller Sille K. B. Schultz. "Mange medarbejdere kan være fastlåst i arbejdsrutiner og vaner og kan derfor have svært ved at tænke nyt. Af den grund trækker vi medarbejderne ud af deres vante rammer og får dem i første omgang til at være kreative i et helt andet medie. Musik og teater som traditionelt set bygger på opfindsomhed, kreativitet, improvisation og kommunikation er derfor vores udgangspunkt. Igennem en hel masse øvelser og gruppearbejde fremelsker vi idérigdom og kreativitet hos alle medarbejdere. Efterhånden suppleres øvelserne med innovativ procesteori og nærmer sig gradvist virksomhedens arbejdsopgaver og identitet."
En sidegevinst ved at fremme et trygt og idéudviklende arbejdsmiljø er, at en medarbejder der føler at han/hun bidrager til virksomhedens kultur og udvikling også er en gladere og mere engageret medarbejder, hvilket resulterer i lavere sygefravær og større produktivitet. Begge dele er elementer der kan ses på bundlinien.
Relevant information
http://www.pagsberg-schultz.dk