16/03-12
-
Pressemeddelelse
Grøn Koncert sætter kaffe på programmet
Muskelsvindfonden og Peter Larsens Kaffe indgår 3-årig aftale. Kaffebarer på festpladsen skal trække børnefamilier og det voksne publikum til Grøn Koncert. Med i aftalen er Cirkus Summarum, som afvikles i samarbejde med DR.
Der skrues op for hyggestemningen på den kommende sommers Grønne Koncerter. Et nyt samarbejde mellem Muskelsvindfonden og den danske kaffeproducent Peter Larsens Kaffe bringer kvalitetskaffe ud til det musikglade publikum. Et spændende supplement til kolde øl og læskedrikke.
"˜Moderne kaffe appellerer bredt til store dele af vores publikum. Ved at sætte kaffen på programmet og indføre kaffebarer med barista bemanding, caffe latte og andre specialiteter sender vi et signal om, at Grøn Koncert er hygge, forkælelse og nærvær,' udtaler sponsorchef hos Muskelsvindfonden Charlotte Frølich.
Mest grøn
At duften af friskmalet kaffe gør sit indtog på Grøn Koncert ses fra Muskelsvindfondens side som en naturlig udvikling. En følge af den udbredelse, som specialkaffe har opnået gennem de seneste år.
"˜Vi følger med tiden og tilpasser os løbende tidens tendenser. Den gode kop kaffe er populær. Når det er sagt, er Grøn Koncert stadig mest grøn,' konstaterer Charlotte Frølich og slår fast, at øl og Tuborg fortsat og i tiden fremover er Grøn Koncerts kendetegn.
Den grønne profil
Den grønne profil kommer også til udtryk på anden vis. Samarbejdet med Peter Larsens Kaffe rummer en række grønne fordele. På den bæredygtige måde.
"˜Peter Larsens Kaffe er en af landets førende producenter af økologisk og Fairtrade certificeret kaffe. Det passer godt ind i Muskelsvindfondens almene arbejde, at vores partnere tager deres sociale ansvar alvorligt', siger Charlotte Frølich.
God dialog
Hos Peter Larsens Kaffe er der tilsvarende tilfredshed med det nye samarbejde. Firmaet har for nylig lanceret mobile kaffebarer, som skal skabe dialog med danske kaffedrikkere.
"˜Grøn Koncert er landets største musik begivenhed. Her og i Cirkus Summarum får vi lejlighed til at møde danskerne i glade og afslappede rammer. Det er et godt afsæt for dialog, og en god måde at præsentere vores produkter på,' konstaterer Lars Aaen, Brand Manager hos Peter Larsens Kaffe.
For yderligere information kontakt:
Charlotte Frølich, Sponsorchef, Muskelsvindfonden
Tlf.: 22 65 24 80
Mail: chfr@muskelsvindfonden.dk
Lars Aaen, Brand Manager, Peter Larsens Kaffe
Tlf.: 21 44 17 20
Mail: laa@peterlarsenskaffe.dk
Peter Larsens Kaffe A/S er Danmarks største producent og leverandører af Fairtrade mærket kaffe og hele kaffebønner til dansk detailhandel. Firmaet blev grundlagt i 1902 i Viborg og kan således fejre sin 110 års fødselsdag i år. Peter Larsens Kaffe A/S er idag en del af Löfbergs Lila koncernen. Hovedkontoret og risteriet ligger i Viborg og har 50 ansatte. Se også www.peterlarsenskaffe.dk
Billedtekst:
Kaffebarer fra Peter Larsens Kaffe skal skabe hyggestemning på Grøn Koncert.
Relevant information
http://www.peterlarsenskaffe.dk