26/03-13
-
Pressemeddelelse
Drengen med pilfingrene og de to mødre på nyt farligt og farverigt eventyr
Navnet er Niller Pilfinger. Den friske lille fyr med ti små pilfingre, der gør hans liv spændende ud over det sædvanlige, er tilbage. Sidste år udkom Niller Pilfinger får en flyvetur om en familieudflugt til Flyvergrillen. Denne gang går motorcykelturen i forældrenes Nimbus med sidevogn til Dyrehavsbakken. Bogen Niller Pilfinger åbner Bakken er både fræk, farverig og til tider lidt farlig...
Det kan godt give gevinst at have pilfingre. I hvert fald for Niller Pilfinger i den nye børnebog Niller Pilfinger åbner Bakken, for på hans udflugt til den kendte forlystelsespark vælter mønterne pludselig ud af boksen, da han piller lidt for meget. Og så møder han forresten både Pjerrot i en kvindelig udgave og julemanden - midt om sommeren. Niller Pilfinger åbner Bakken er således en bog om en helt almindelig dreng, der tilfældigvis har to mødre.
"Først og fremmest ønsker jeg at underholde børn i alderen 3-6 år med en god historie. Jeg vil samtidig vise, at man sagtens kan snakke om forskelligheder i familiemønstre. Niller bliver i bogen for eksempel mødt med spørgsmål fra en, som synes, det er synd for ham, at han ingen far har. Men det svarer han rutineret og beredvilligt på: 'Jeg er ikke nogen stakkels dreng. Jeg har to mødre i stedet for'," refererer Stine Josefine Dige, som er træt af, at kernefamilien alt for ofte fremstilles som mere rigtig og ægte.
Til kamp mod kønsstereotyperne
Niller er en modig lille gut. Dog bliver spøgelseshuset en anelse for uhyggeligt. Men rigtige drenge kan også græde, når de savner deres mødre - rockerne knuger sig i hvert fald hårdt til deres plysbamse.
"Som sociolog og rødstrømpefan synes jeg, det er på høje tid i 2013 med nogle stærke kvindetyper i børnebøger. Mødre kan andet end at gå og stå pænt. I Niller-serien giver kvinderne den gas! De har egen værktøjskasse og kan alt fra at flyve og skyde til at tisse i skoven. Det er simpelthen pinligt, hvor få kvindelige helte, vi møder i dansk børnelitteratur. Niller møder selvfølgelig også nogle seje muskuløse mænd, som den langhårede rastafari-slikmutter, der bestyrer 'Øl-Hans og Slik-Grete', og fyren, der sidder bag på sin kærestes kværn i motorcykeloptoget.
Vil bekæmpe homofobi i børnehøjde
Statistisk set er det kun 55 procent 0-17-årige, der vokser i en traditionel kernefamilie med far, mor og fælles børn (DST 2012). Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsen viser i deres nye børnebog en vifte af forskellige familietyper. På Bakken møder Niller for eksempel et barn af en enlig far, et adoptivbarn med bøssefædre og en flok søskende/fætre-kusiner i en storfamilie.
"Mit mål er at bekæmpe homofobi i børnehøjde ved at vise mangfoldigheden af familier i dagens Danmark," fortæller forfatteren, der ikke selv er vokset op i en kernefamilie.
Bakken er for både bikere og babes
At turen går til Bakken er ingen tilfældighed. Nillers forældre er nemlig medlem af en motorcykelklub, og dette forår mener Auto-Preben, at Niller er blevet gammel nok til at åbne Bakken i det traditionsrige motorcykeloptog.
"Bakken er jo et fuldstændig vanvittigt og velkomment sted, der besøges af alt fra bikere, babes, brune, blegfede bøver og børnefamilier til businessmænd i fjollede sivhatte," siger Stine Josefine Dige.
Illustrator Maria Tran Larsen har researchet en sommer på Bakken og fotograferet folk, stader og skilte. I et festfyrværkeri af farver afspejler hendes illustrationer fornemt forlystelsesparkens mange finurlige og kontrastfulde detaljer.
Fakta
Niller Pilfinger åbner Bakken udkommer inklusive en MP3-lydbog indtalt af skuespiller Jonas Schmidt (bedre kendt som flodhesten Dolph).
Fem kroner fra hvert solgt eksemplar af bogen går til Red Barnet.
Stine Josefine Dige giver gerne interview og kan mødes her:
12. maj kl. 13-14.30: Bogreception på Bakken. Udstilling med Nimbus'er. Højtlæsning v/ Jonas Schmidt. Mød Niller Pilfinger in person og Stine Josefine og Maria, som signerer bøger foran Pjerrots Hus
Pædagogisk materiale
Daginstitutioner og 0. klasse kan oplagt bruge Niller Pilfinger-serien til at tale om, at der findes mange ligeværdige former for familier.
Stine Josefine Dige har udarbejdet et pædagogisk materiale, som kan downloades gratis på www.nilllerpilfinger.dk.
Læs mere om Niller Pilfinger-bøgerne på www.nillerpilfinger.dk og www.facebook.com/nillerpilfinger.
Titel: Niller Pilfinger åbner Bakken
Forfatter: Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen
Vejledende pris: 199 kroner
ISBN: 978-87-92888-77-8
Udgivelsesdato: 16. maj 2013
Relevant information
http://forlagetindblik.dk/