28/03-12
-
Pressemeddelelse
Den store bog om de danske Titanic skæbner udkommer på 100 års-dagen for forliset
Forlaget Viborg udgiver 15. april bogen Titanic - De Danske Fortællinger. Det er første gang de dramatiske beretninger om de 13 danskere om bord bliver detaljeret fortalt i bogform. Bag værket ligger mere end 20 års research fra de to forfattere, museumsinspektør Jesper Hjermind og journalist Mette Hjermind McCall. Researchen er foregået på tre kontinenter, og undervejs har forfatterne fundet nye, overraskende oplysninger om passagererne, samt breve, fotos og illustrationer, der aldrig har været fremme før. Samtidig er det lykkedes at finde nulevende slægtninge, der også har bidraget til at gøre Titanic-danskernes fortællinger vedkommende 100 år efter skibet, der ikke kunne synke, sank.
I bogen møder læserne bl.a. den succesfulde lokomotivkonstruktør Jacob Milling, tjenestepigen Karla, ølkusken Hans Peter, landmanden Hans Givard og frisøren Claus Peter. Om bord går også det eneste skandinaviske besætningsmedlem, den danske steward Charles Valdemar Jensen. Titanic - De Danske Fortællinger følger de 13 danskeres liv fra før afrejsen fra Southampton og beretter om hvad, der fik dem købe en billet til "Drømmen om Amerika" og til at rejse ud. Da drømmerejsen ender som et mareridt, opleves katastrofen fra hver enkelt passagers synspunkt, hvorefter hele efterspillet med redningsaktion, bjærgningsarbejde, søforhør og erstatninger fortælles set fra Danmark. Bogen trækker derfor også tråde fra katastrofen til hele det danske samfund - og præsenterer undervejs læserne for helt nye danske vinkler på forliset. Deriblandt historier om danskere, som ikke var om bord på Titanic, men for hvem katastrofen fik altafgørende betydning.
Læs mere på: www.forlagetviborg.dk, følg opdateringer på Facebook sitet "Titanic De Danske Fortællinger", eller indtast bogens titel på YouTube for at se en video om projektet.
Relevant information
http://www.forlagetviborg.dk