16/04-13
-
Pressemeddelelse
Kom med bag kulissen på TV2
Kig ind i maskinrummet hos dokumentarprogrammet Operation X
Torsdag den 18. april bringer TV2 Operation X-programmet "Omsorg med piller og klarsyn". I programmet beskyldes den sociale virksomhed Startskuddet for at benytte clairvoyance i behandlingen, og en tilknyttet psykiater beskyldes for at give for megen medicin til nogle behandlingskrævende unge.
Programmet var oprindeligt programsat den 19. februar, men blev aflyst på grund af et dødsfald.
Den døde er en tidligere ansat på virksomheden Startskuddet, der under sin sygeperiode blev lokket til at mødes på en cafe med en journalist fra Operation X, der udgav sig for at være pædagogstuderende. Journalisten og Operation X optog dette møde med skjult kamera. Brudstykker fra denne optagelse var planlagt til at indgå i udsendelsen den 19. februar.
På grund af dødsfaldet blev programmet som nævnt annulleret i februar, men det sendes nu den 18. april, ligesom optagelserne med den nu afdøde stadig vil indgå i udsendelsen.
Forud for den oprindeligt planlagte udsendelse den 19. februar afsendte Startskuddet et svar på de spørgsmål, Operation X havde mailet til virksomheden.
Dette svar giver klart indtryk af, at redaktionen på Operation X har tilsidesat grundlæggende etiske principper, da det afslører at programmets beskyldninger mod Startskuddet bygger på personlige hævnmotiver, følelsesmæssig manipulation, udeladelser af information etc.
Alligevel har TV2 valgt at bringe udsendelsen.
Derfor offentliggør Startskuddet nu dette svar og giver alle mulighed for at kigge med bag kulissen på TV2's programproduktion. Dermed kan seerne holde oplysningerne op imod den kommende tv-udsendelse og danne deres egen mening om, hvorvidt Operation X vitterlig opererer i sandhedens tjeneste.
Udover dette svar har Startskuddet offentliggjort hele virksomhedens mailkorrespondance med Operation X samt en række andre dokumenter, der afslører programmets metoder. Herunder korrespondancen mellem tv-programmets falske pædagogstuderende og den nu afdøde person.
Det er et omfattende materiale, der giver et tankevækkende kig ind i maskinrummet hos dokumentarprogrammet og blandt andet afslører, hvilke oplysninger Operation X tilsyneladende ikke ønsker at dele med seerne.
Det findes på følgende webadresse:
http://www.startskuddet.dk/operation-x
Relevant information
http://www.startskuddet.dk/operation-x