13/10-16
-
Pressemeddelelse
Byggebeskæftigelsen er tilbage på normalen
Tidligere på året gennembrød byggebeskæftigelsen den magiske 160.000 personers grænse, som regnes for "normalsituationen" i branchen. Og med 161.100 beskæftigede i 3. kvartal ligger byggeriet nu stabilt på den rigtige side af 160.000 beskæftigede
- Vi skal tilbage til 2008 for at finde et lige så højt aktivitetsniveau som i 2016, og Dansk Byggeri forventer, at de positive tendenser fortsætter i 2017, hvor bygge- og anlægsbeskæftigelsen ventes at lande på ca. 165.000, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Korrigeret for sæsonudsving var der i 3. kvartal 161.100 beskæftigede i bygge og anlæg. Det er en beskeden stigning på 500 beskæftigede arbejdere, funktionærer og selvstændige i forhold til det foregående kvartal.
- Danmarks Statistiks kvartalsvise byggebeskæftigelse er "kongetallet" for bygge- og anlægsbranchen, og endnu engang leverer byggeriets arbejdsmarked varen. Det er ikke kun godt for byggeriet, men for hele samfundsøkonomien, der i øjeblikket kun har privatforbruget og boligbyggeriet som vækstmotorer, siger Bo Sandberg.
- Det er glædeligt, at byggebeskæftigelsen i tre år i træk har bevæget sig opad. Siden foråret 2013 er der kommet ca. 17.000 flere i beskæftigelse. Det er især boligbyggeriet, renoveringsmarkedet og offentlige byggerier som de såkaldte superhospitaler, der leverer varen, mens anlægsbranchen og især vejområdet i øjeblikket ikke får ordrer ind i samme tempo, som andre opgaver færdiggøres, forklarer cheføkonomen.
En logisk følge af den fortsatte stigning i byggeriets beskæftigelse er, at Dansk Byggeris medlemmer oplever stigende udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft indenfor en række specielle jobfunktioner og geografiske områder.
- Udfordringerne med flaskehalse, mismatch i uddannelserne og adgang til kvalificeret arbejdskraft er nu blevet den vigtigste problemstilling i byggeriet. Men det er i bund og grund en mere positiv udfordring at forholde sig til, end hvis der ikke var noget at lave. Og blandt andet er der en arbejdskraftreserve af mennesker, der er uddannet indenfor byggeriet, men nu bestrider job i andre sektorer som handel, transport eller fx som ejendomsfunktionærer, siger Bo Sandberg.
I takt med normaliseringen af byggeriets konjunkturer støder vi stadig oftere på synspunktet om, at så skal der holdes igen med de offentlige investeringer. Men det fraråder Dansk Byggeri på det kraftigste:
- Dels er Femern-forbindelsen allerede udskudt på ubestemt tid. Dels er store infrastrukturprojekter svære at styre efter på grund af lang planlægningshorisont. Og endelig er det umuligt at hæve samfundets produktivitet med et nedslidt kapitalapparat og en infrastruktur, der ikke er tidssvarende. Der bør tværtimod laves en langsigtet investeringsplan, hvor man styrer efter den samfundsøkonomiske forrentning af projekterne, pointerer Bo Sandberg.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02