14/11-16
-
Pressemeddelelse
Pris til samarbejde om vækst og byggeri på Fyn
Et frugtbart samarbejde mellem fynske byggevirksomheder og ti fynske kommuner folder sig nu for alvor ud. Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK præsenterer ved et arrangement for bygge- og anlægsbranchen det fynske vinderprojekt af Procesprisen 2016
Byggeriet spiller en nøglerolle - også når vi taler om at få gang i væksten. Det er derfor meget passende, at vinderen af årets Procespris er det fynske samarbejde Byg til Vækst.
Vinderprojektet vil blive præsenteret ved et arrangement for bygge- og anlægsbranchen, som Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK står bag.
- Valget af årets vinder faldt på Byg til Vækst-samarbejdet, fordi det har vist, hvordan det giver mening for byggeprocessen at involvere aktørerne så tidligt som muligt - uanset om det handler om arkitekter eller fagentreprenører. På trods af den korte tid, som det fynske samarbejde har kørt, har det allerede skabt et bedre psykisk og fysisk arbejdsmiljø for alle de involverede, og også det har medvirket til, at de i år løber med Procesprisen, fortæller bestyrelsesmedlem i Lean Construction-DK og chefkonsulent i Dansk Byggeri, Rasmus Skovgaard.
Der vil der blive rig lejlighed til at lære mere om dette samarbejde ved det arrangement, som udover årets Procespris vil udfolde temaet om bedre og mere effektive processer i byggeriet. Det sker i Festsalen på Odense Rådhus onsdag den 16. november, hvor også borgmester Anker Boye får lejlighed til at adressere bygge- og anlægsbranchen.
Byg til Vækst-samarbejdet omfatter alle ti kommuner på Fyn og en række interessenter og virksomheder, der har givet hinanden håndslag på at skabe arbejdspladser og vækst i bygge- og anlægsbranchen på Fyn.
Det fynske samarbejde tog Procesprisen foran andre meget interessante nominerede, nemlig Region Nord, Ny Nørreport og BIM7AA, som alle tre er kendetegnet ved et meget skarpt fokus på en fælles og åben byggeproces.
- Det har været et stærkt felt af nominerede i år. Nu skal vi i gang med at blive inspireret af Byg til Vækst-samarbejdet og også de andre gode projekter. Første skridt tager vi, når de positive erfaringer bliver foldet ud ved arrangementet om procesforbedringer i bygge- og anlægsbranchen, siger Rasmus Skovgaard.