16/01-17
-
Pressemeddelelse
Tilliden til tæthedsmålinger siver
Danske Bygningskonsulenter frygter, at der ikke er styr på, om nye bygninger er så energieffektive i virkeligheden, som de er på papiret
Energikravene til nye bygninger er meget høje og kan kun opfyldes, hvis bygningerne er lufttætte. Derfor sætter bygningsreglementet meget præcise krav til, hvor meget luft der må trænge igennem en bygnings klimaskærm.
- Men de fornuftige regler bliver ikke kontrolleret i tilstrækkeligt omfang af myndighederne, og der er ingen formelle faglige krav til de, der udfører de få kontrolmålinger, som trods alt gennemføres, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, som ærgrer sig over den ringe interesse for at sikre troværdige og brugbare målinger:
- Byggevirksomhederne fortæller, at de trykprøvningskonsulenter, som kontrollerer deres arbejde, ikke er dygtige eller seriøse nok. Det er bekymrende og i høj grad utilfredsstillende. Vi har oplevet medlemmer, som bliver bedt om at udbedre utætheder i klimaskærmen, som ikke findes, og det er kostbart for en mindre udførende virksomhed at ende i den situation. Der er derfor behov for reelle krav til fagligheden hos de personer, som kontrollerer og nogle gange forkaster vores medlemmers arbejde. Der skal være troværdighed og tillid omkring de tæthedsmålinger, der udføres i bygninger.
Også hos Danske Bygningskonsulenter er der bekymring over fagligheden. Vivi Gilsager, der er formand for de virksomheder, der udfører tæthedsmålinger, genkender problemet med utilstrækkelig faglighed i branchen.
- Den seriøse del af branchen oplever en helt urimelig konkurrence fra konsulenter, der end ikke kan betjene måleudstyret eller tolke de resultater, målingerne giver. Samtidig går entreprenører og bygherrer efter de billigste konsulenter, og her er det svært at følge med, hvis arbejdet skal laves forsvarligt. Dermed er der reelt en uproduktiv konkurrence på pris frem for kvalitet.
Bygningsreglementet stiller krav om, at mindst ti procent af alle nybyggerier skal måles for, om de opfylder kravene til lufttæthed. Af bygningsreglementet fremgår det også, at de personer, der udfører kontrolmålingerne, skal være uvildige og kvalificerede.
- Det er bare ikke uddybet. Dermed er det reelt et slag i luften, og vi har brug for præcise faglige krav til konsulenterne og for, at en meget højere andel af bygningerne testes, siger Vivi Gilsager.
- Dansk Byggeri hilser det velkommen, at Danske Bygningskonsulenter har taget initiativ til en frivillig certificeringsordning for virksomheder, der udfører tæthedsmåling. Ved at vælge en af de certificerede virksomheder får såvel bygherre som den udførende byggevirksomhed sikkerhed for kvaliteten af de data, der leveres vedrørende tæthed af en bygning - og det er der brug for, slutter Michael H. Nielsen.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02