25/01-17
-
Pressemeddelelse
Få styr på boligen inden vinterferien
Når du gør klar til at tage på vinterferie, er der flere ting, du som boligejer skal få styr på, inden du flygter fra den danske vinter
Om vinteren søger mange danskere væk fra det brune sjap til sydens sol eller skibakkernes puddersne. Men når man skal rejse bort om vinteren, er der flere ting, man som boligejer bør have styr på først.
- For det første skal man huske det ansvar, der kommer med sne og is, uanset om man er bortrejst for en periode, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Niels Strange og forklarer videre:
- Det er dit ansvar som husejer at sikre, at der bliver ryddet sne og gruset på fortovet, ligesom at der også skal fjernes istapper, som uheldige forbipasserende kan få i hovedet. Derfor skal du lave en aftale med fx din nabo, hvis du ikke selv har mulighed for at klare de ting, siger Niels Strange.
Og hvis man endnu ikke har fået tjekket taget, er det også et godt tidspunkt at gøre det på.
- Det uforudsigelige danske vintervejr kan sagtens diske op med både hård frost, tøvejr og fygesne i løbet af sådan en uge eller to. Derfor skal der renses tagrender og nedløbsrør, hvis man ikke har fået det gjort endnu. Når sneen smelter, kan vandet ellers løbe ned ad muren, og det kan give frostskader på fugerne, siger Niels Strange og tilføjer:
- Det er også klogt at tjekke loftet i dagslys for løse teglsten og andre utætheder. Over sådan en uge, kan der komme større vand- og fugtskader som følge af smeltende fygesne på loftet, og i værste tilfælde kan det føre til skimmelsvamp, siger Niels Strange.