30/01-17
-
Pressemeddelelse
Målrettet it-messe skaber overblik
Når Dansk Byggeri igen afholder sin årlige it-messe, bliver det med nøje udvalgte leverandører af digitale løsninger til bygge- og anlægsbranchen. Det er et bevidst valg, at der skal skabes overblik over løsninger, der er målrettet bygge- og anlægsbranchen
Dansk Byggeris nyeste it-analyse fra oktober 2016 viser, at flere og flere medlemmer benytter sig af de digitale løsninger, der tilbydes af mange forskellige it-leverandører. Mange medlemmer bruger især it-systemer til at håndtere kundeoplysninger, efterkalkulere, tidsregistrere og kvalitetssikre i hverdagen.
- Vi har set en markant stigning i antallet af virksomheder, der svarer ja til, at de bruger digitale løsninger til fx at klare tidsregistrering med. Her var der i år 29 pct., der svarede, at de bruger en form for app eller anden digital løsning, mens det i 2013 kun var 4 pct., der svarede det samme, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
For at guide virksomheder i bygge- og anlægsbranchen i deres valg af it-værktøjer, har Dansk Byggeri i år inviteret 25 centrale it-leverandører til at udstille på den årlige it-messe, der afholdes d.7. februar i Høje Taastrup og d.8. februar i Aarhus.
- Vi går efter at det skal være lettere at danne sig et overblik over mulighederne inde for en række områder der understøtter det forretningsmæssige i en bygge- eller anlægsvirksomhed, forklarer Michael H. Nielsen og uddyber:
- Vi har valgt at fokusere på, at vores it-messe ikke skal være stor og uoverskuelig. Det er vigtigt, at de besøgende får tid til at snakke deres behov ordentligt igennem med leverandørerne, for det er en vigtig beslutning at vælge it, som jo gerne skal være til hjælp for virksomhederne i deres dagligdag, siger han.