07/02-17
-
Pressemeddelelse
Flygtninge er en saltvandsindsprøjtning til landområder
Flygtninge bidrager med 15.500 børn frem mod 2028. Det giver en ny situation for landets kommuner, der skal sikre dem institutionspladser. Ifølge en ny analyse vil flygtningenes børn give pres på institutioner i storbyer, men modvirke affolkningen af landområderne
Selvom der ikke længere går flygtninge på motorvejen, er strømmen ikke stoppet. De herboende flygtninge og dem, vi vil se i fremtiden, vil efter familiesammenføring bidrage med 15.500 børn frem mod 2028. Det viser en ny analyse af kommunernes institutionsbehov, som Kraka har lavet for Dansk Byggeri.
- Analysen viser, at rigtig mange kommuner skal til at genoverveje antallet af institutioner. For mange landkommuner vil flygtningene og deres børn betyde, at de skal glemme skolelukninger og planlægge flere renoveringer af skoler og institutioner, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:
- På landet betyder indvandringen, at der vil være børn til 77 flere skoleklasser. Derfor kan flygtninge ses som en saltvandsindsprøjtning til landområder, der kæmper med affolkning.
Til gengæld vil storbykommunerne ifølge Maria Schougaard Berntsen være nødt til at bygge mange daginstitutioner:
- Både gamle og nye danskere vil flytte til byerne i højere og højere grad, og det er årsagen til, at de mange flygtninge og deres børn vil give et ekstra pres på institutionerne i de store byer. Regner man med, at der er 45 børn i vuggestuer og 85 i aldersintegrerede institutioner, vil de fem største byer mangle 800 institutioner frem mod 2028, siger Maria Schougaard Berntsen og tilføjer:
- Det betyder, at man skal til at lave en slagplan for, hvordan man vil dække behovet for institutioner med tilbygninger og nye institutioner allerede i dag.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02