09/02-17
-
Pressemeddelelse
Skoletræt? Bliv murerlærling for en uge
Et samarbejde mellem Aarhus Murerlaug, Dansk Byggeri og Ung i Aarhus giver nu skoletrætte unge mulighed for at komme i virksomhedspraktik i en uge, så de kan få afprøvet, om en erhvervsuddannelse er noget for dem
Et nyt initiativ skal gøre det lettere for de unge i Aarhus Kommune at blive afklaret med, om de skal vælge en erhvervsuddannelse, gymnasiet eller noget helt tredje. Projektet er et samarbejde mellem Ung i Aarhus, der arbejder med skoletrætte unge, Dansk Byggeri og Aarhus Murerlaug.
Oldermand i Aarhus Murerlaug og medlem af Murersektionens Regionsudvalg Østjylland i Dansk Byggeri Jesper Jacobsen har allerede haft flere skoleelever i praktik i sin virksomhed Lystrup Murerforretning. Han er begejstret for samarbejdet, der hurtigt giver de unge et indblik i, hvad det vil sige at være murer og hjælper dem med at få afklaret, om en erhvervsuddannelse er den rigtige vej for dem.
- For nogle er det det helt rigtige. De blomstrer op og får hurtigt skaffet sig en læreplads. For andre er det et totalt kulturchok - de synes, det er for koldt og hårdt, og de finder så ud af, at skolebænken måske alligevel er det rigtige for dem, selvom de egentlig var trætte af skolen, da de kom til os i starten, forklarer Jesper Jacobsen.
I Aarhus Kommune er man også meget tilfreds med projektet, der giver de unge en ny og anderledes indgang til at finde ud af, hvilken type uddannelse og job de ønsker sig. Henrik Stitz, koordinator for Ung i Erhverv - en del af i Ung i Aarhus, oplever også, at det kan være en rigtig god oplevelse for de unge, der allerede har valgt at tage en erhvervsuddannelse eller gå i gymnasiet.
- Det er primært et projekt, der henvender sig til de 14-18-årige, der er en del af udskolingen i folkeskolerne. Men selvom man allerede er startet på en ungdomsuddannelse, kan man sikkert få noget ud af at prøve det. Det kan afklare skoletrætte gymnasieelever, men det kan også give mening for dem, der går på en erhvervsuddannelse, og endnu ikke har prøvet at være ude i praktik. De er vant til at gå inde i opvarmede haller og arbejde på skolen, og for dem kan det være en god måde at blive afklarede på, før de skal ud i praktikken, fortæller han.
Til februar/marts 2017 afholder Aarhus Murerlaug et informationsmøde om projektet, så andre interesserede håndværksmestre kan få mere at vide.