20/05-03
-
Pressemeddelelse
Periodiske eftersyn af kritiske bygningsdele
Bygninger og anlæg med ondt i sikkerheden og eksempler på kollaps har fået Dansk Byggeri til at reagere. Mandag var Dansk Byggeri vært ved et møde med repræsentanter for bygherrer, rådgivere og forsikringsselskaberne for at drøfte handlemuligheder.
I årets første måneder har først et tagkollaps i Ballerup og senere et murkollaps på Amager rejst spørgsmål om, hvorvidt den eksisterende kontrol
og kvalitetssikring er tilstrækkelig. Senest er der kommet eksempler på såkaldte "ligeved svigt" i eksisterende bygninger og anlæg.
- Sikkerheden skal være i orden omkring bygninger og anlæg, og kritiske svigt skal afsløres - inden der sker ulykker. Derfor må branchen selv tage affære og få løst problemerne. Samtidig skal vi holde begge ben på jorden og undgå hysteri. Det er trods alt ikke tyrkiske tilstande, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
I mødet deltog repræsentanter fra Bygherreforeningen i Danmark, DTU.BYG, Teknologisk Institut og By og Byg.
Der var enighed om - med baggrund i de fremlagte eksempler på ulykker og "ligeved svigt" - at sondre mellem nybyggeri og svigt i eksisterende
bygninger og anlæg.
- På nybyggerier har vi i dag en kvalitetssikringsbekendtgørelse, som giver en betryggende sikkerhed - såfremt procedurerne efterleves. Men meget tyder på, at der er behov for at skærpe procedurerne ved kvalitetssikringen i byggeprocessen hos alle involverede, siger Michael H. Nielsen.
Han peger på, at den generelt høje kvalitet og store sikkerhed for bygninger og anlæg i Danmark bør kunne opretholdes ved, at byggeriets parter aktivt forholder sig til konkrete svigt og efterfølgende sikrer dokumentation og videnformidling til bygge- og anlægsbranchen i bredeste forstand.
Som noget nyt er der behov for en indsats i forhold til den eksisterende bygningsmasse og anlæg. Fremover skal der sættes fokus på kritiske, ældre bygningsdele, og der er behov for at gennemføre systematiske og periodiske eftersyn af den eksisterende bygningsmasse.
- Her har branchen ikke været på forkant. Som en gammel bil, der skal tjekkes på bremser og styretøj, skal bygninger naturligvis også efterses på vitale, sikkerhedsmæssige områder. Vi har et ganske godt overblik over, hvor de kritiske bygningsdele og samlinger i den bestående bygningsmasse findes, og der må vi sætte ind, understreger Michael H. Nielsen.
Han peger på behovet her og nu for vejledninger om periodisk eftersyn af kritiske bygningsdele og - inden for bestående rammer - et beredskab, der kan sikre dokumentation, analyse og grundlag for formidling af ny viden til alle i byggeriet.
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk