17/11-09
-
Pressemeddelelse
Vejene fik en tiltrængt saltvandsindsprøjtning
Danske Anlægsentreprenører peger på, at de ekstra penge finanslovsforligets tilfører anlægs- og infrastrukturområdet primært skal bruges til vejvedligeholdelse
Danske Anlægsentreprenører glæder sig i disse magre tider over hver en krone, som tilføres anlægs- og infrastrukturområdet. Finanslovsaftalen har således bragt smilet frem, idet der bliver afsat ekstra 2,7 mia. kr. til vejvedligeholdelsen i årene 2010 til 2013 og 0,2 mia. kr. til istandsættelse af havne og moler.
- Det er vi meget tilfredse med. I Danske Anlægsentreprenører håber vi på, at aftalen om penge til veje, havne og moler vil blive præcis den saltvandsindsprøjtning, som branchen har brug for, mens den ruster sig til de kommende opgaver med de store infrastrukturprojekter som Femern, jernbanen København-Ringsted og Metrocityringen, siger branchedirektør Niels Nielsen.
Danske Anlægsentreprenører, som er en brancheforening under Dansk Byggeri, understreger, at ikke alene kommer pengene til vejvedligeholdelsen på det helt rigtige tidspunkt for branchen. For staten bliver det også en god forretning, da de aktuelle konkurrenceforhold betyder, at priserne er gunstige. Danske Anlægsentreprenører opfordrer dog til, at der fokuseres på mulighederne for at udnytte forskellige udbudsformer.
- Det er mange penge, der er afsat til at indhente efterslæbet på vejvedligeholdelsen og dermed sikrer en rimelig kvalitet af statsvejene i de kommende år. Det er så meget mere vigtigt, at opgaverne udbydes på en måde som tilgodeser entreprenørvirksomhedernes behov for at kunne langtidsplanlægge opgavernes gennemførelse, siger Niels Nielsen.
Niels Nielsen peger her på, at flerårige vedligeholdelseskontrakter udbudt på funktionskrav giver entreprenørvirksomhederne mulighed for at planlægge opgavegennemførelsen optimalt, fordi det for eksempel giver mulighed for lave en lidt bedre løsning i begyndelsen af kontraktperioden, som kan betyde lavere vedligeholdelsesomkostninger efterfølgende.
Yderligere oplysninger:
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, på telefon 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk