07/01-10
-
Pressemeddelelse
2009 blev et år med rekordmange konkurser
2009 blev et år med rekordmange konkurser I 2009 var der 1057 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er det største antal konkurser på ét år nogensinde, og en stigning på godt 45 % i forhold til 2008.
I december måned var der 95 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det bragte antallet af konkurser op på 1057 i 2009. Det er en stigning på godt 45 % i forhold til 2008 hvor der var 722 konkurser. Antallet af konkurser i det forgangne år er samtidig det højeste der nogensinde har været i bygge- og anlægsbranchen.
- Antallet af konkurser i december måned i bygge- og anlægsbranchen har bragt det samlede antal af konkurser op på mere end 1000 på blot ét år. Så højt et antal af konkurser er aldrig set før, og det understreger kun de hårde tider som bygge- og anlægsbranchen - og resten af erhvervslivet - oplever i øjeblikket, udtaler økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.
I december 2009 var der én enkelt konkurs mindre i bygge- og anlægsbranchen end i december 2008. Det er første gang siden april 2008, at der ikke har været en stigning i antallet af konkurser i forhold til ét år tidligere.
- I december 2009 var der rent faktisk én konkurs mindre end i december 2008. Selvom man ikke skal lægge alverden i det, så er det alligevel første gang i 21 måneder at udviklingen er vendt i forhold til ét år tidligere. Det var en negativ rekord, som vi havde set frem til at bryde, siger Andreas Fernstrøm.
- Selvom antallet af konkurser ikke falder markant i øjeblikket, forventer vi dog stadig, at vi ikke ser helt så mange konkurser i 2010. Der er allerede sket en markant tilpasning af antallet af virksomheder, og selv om tilpasningen fortsætter, vil det formentlig ikke ske i samme tempo. Samtidig sætter vi vores lid til, at kommunerne udnytter kommuneaftalen fra i sommer, hvor de fik mulighed for at øge investeringerne i 2010 markant i forhold til 2009, slutter Andreas Fernstrøm.
Yderligere information
Økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri, tlf. 72 16 01 44
Journalist og pressekonsulent Henriette Døssing, tlf. 72 16 02 84
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk