07/01-10
-
Pressemeddelelse
Kommunal ansvarsforflygtigelse
Administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen kalder det bekymrende, at KL sætter spørgsmåltegn ved kommunernes eget ansvar for den kommunale service.
- Det er meget bekymrende, når KL nu sætter spørgsmålstegn ved kommunernes eget ansvar for den kommunale service og tyr til modellen "send flere penge". Regeringen har allerede givet kommunerne en lang række økonomiske muligheder, nu er det op til kommunerne at benytte sig af dem.
Det siger administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen i en kommentar til den udmelding, som KLs formand Erik Fabrin er kommet med på en konference i Århus.
- Kommunerne kan til en begyndelse udnytte det potentiale, der er for udlicitering af de kommunale opgaver. Vi har tidligere påvist, at kommunerne samlet set kan spare 2,2 mia. kroner ved fuld udlicitering, og det er endda et meget forsigtigt skøn. Det vil give kommunerne et økonomisk råderum, der kan bruges til at opretholde kommunernes serviceniveau, siger Lars Storr-Hansen.
Han peger desuden på den lånepulje på 2 mia. kr. målrettet til investeringer i daginstitutioner, skoler, idrætshaller og ældreinstitutioner, samt puljen på 1 mia. kr. til investeringer i infrastruktur, som regeringen har stillet til rådighed for kommunerne.
- Vi vil endnu en gang opfordre til, at kommunerne benytter sig af mulighederne for at kunne optage lån til de mange projekter, som ikke alene kan være med til at sætte gang i hjulene, men også bidrager til at forbedre rammerne for velfærd og service til borgerne. Det nytter ikke noget, at kommunerne bruger den økonomiske krise som en - dårlig - undskyldning for at udskyde projekterne, eller endnu værre, at bruge pengene til noget andet end det, de var tænkt til, siger Lars Storr-Hansen.
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, mobil 41 19 33 04
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk