19/01-10
-
Pressemeddelelse
Hvert fjerde job i byggebranchen forsvundet på to år
I bygge- og anlægsbranchen var der i november 2009 ikke mindre end 35.900 færre beskæftigede end på samme tid året før. Det er et fald på 19,4 procent
Boligbyggeriet kulminerede på et meget højt niveau et par år før finanskrisen satte ind, og finanskrisen og det internationale konjunkturtilbageslag har forstærket det fald i byggeaktiviteten, som var i gang, inden finanskrisen slog ud i lys lue.
Den samlede beskæftigelse ved bygge- og anlægsvirksomhed er ifølge Danmarks Statistik faldet fra 184.500 arbejdere, funktionærer og mestre i november 2007 til 138.200 i november 2009. Det vil sige, at 46.300 arbejdspladser er forsvundet på kun to år.
- Det betyder, at hver 4. job i bygge- og anlægsbranchen er forsvundet på bare to år, fortæller seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
I Dansk Byggeri er det især nybyggeriet, som vækker bekymring med et dramatisk fald i beskæftigelsen på 22.300 personer fra november 2007 til november 2009. Det svarer til 44 procent, mens andre områder som anlægsvirksomhed har oplevet fald i beskæftigelsen på 21 procent og bygningsreparation har haft fald i beskæftigelsen på 14 procent.
- I november 2007 lå beskæftigelsen ved bygge- og anlægsvirksomhed 14 procent over det gennemsnitlige niveau i perioden 1985-2009, som svarer til 162.400 beskæftigede. Lavkonjunkturen har betydet, at beskæftigelsen i november 2009 er faldet til et niveau, som er 15 procent under gennemsnittet i de sidste 25 år, forklarer Finn Bo Frandsen.
Han fremhæver, at der er udsigt til en positiv økonomisk vækst i 2010, men tror ikke på, at væksten vil være tilstrækkelig stærk til, at tilbagegangen i den samlede bygge- og anlægsaktivitet vil blive afløst af en fornyet fremgang i 2010.
- Boligbyggeriet er krumtappen, der er knækket. Det lave niveau sammenholdt med de lange liggeperioder for boliger til salg betyder, at nybyggeriet af boliger fortsat vil være beskedent. Vi må imødese meget ledig produktionskapacitet, da heller ikke erhvervsbyggeriet kommer i gang. Kun de offentlige byggearbejder ventes at stige markant i 2010, men langt fra nok til at opveje nedgangen i boligbyggeriet og erhvervsbyggeriet, slutter Finn Bo Frandsen.
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk