15/02-10
-
Pressemeddelelse
Virksomheder kan ikke få oplyst størrelsen på affaldsgebyrer
I januar trådte en ny affaldsbekendtgørelse i kraft, men hovedparten af kommunerne kan stadig ikke svare på, hvad virksomhederne skal betale for at være tilsluttet de offentlige affaldsordninger.
90 pct. af kommunerne er ikke i stand til at oplyse de nye gebyrer for virksomheder, der er tilsluttet de offentlige affaldsordninger. Hovedparten af kommunerne har svaret, at de nye gebyrer først er beregnet og politisk vedtaget et stykke hen på foråret, selvom den nye affaldsbekendtgørelse trådte i kraft ved årsskiftet. Det viser en opgørelse, som Dansk Byggeri har foretaget.
- Gebyrerne bør være på plads og meldt ud i god tid inden den dato, hvor de skal gælde fra. Alt andet er urimeligt overfor virksomhederne, der i den nuværende situation ikke ved, hvad de skal viderefakturere til kunderne, siger Lars Høier, der er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.
Han tilføjer dog, at kommunerne har været i en vanskelig situation, fordi Miljøstyrelsen meldte den endelige affaldsbekendtgørelse ud på så sent et tidspunkt. Kommunerne har dermed kun kendt de nye beregningsregler i kort tid.
- Det ændrer dog ikke ved, at kommunerne bør få fastlagt og offentliggjort de nye gebyrer hurtigst muligt, så virksomhederne ved, hvilke omkostninger de vil få til de offentlige affaldsordninger, siger Lars Høier.
Han skønner, at gebyret for adgang til de kommunale genbrugspladser vil ligge på et par tusinde kroner for de mindste byggevirksomheder, mens det for byggevirksomheder med over 10 ansatte kan ligge på over 10.000 kr.
- Hidtil har der været mange forskellige måder at beregne erhvervsaffaldsgebyr på i landets kommuner. Derfor vil de nye gebyrregler blive oplevet meget forskelligt alt afhængigt af, hvordan udgangssituationen er. I nogle kommuner vil virksomhederne ikke mærke den store forskel, mens virksomheder andre steder vil blive overrasket, vurderer Lars Høier.
Tilbagemeldingerne fra kommunerne tyder på, at alle kommuner vil have fastlagt og offentliggjort deres erhvervsaffaldsgebyrer i maj måned. Her vil Dansk Byggeri genoptage kortlægningen af gebyrerne for at få et overblik over variationerne i gebyrniveauet. Hvis kortlægningen viser, at der er stor forskel på gebyrerne i de forskellige kommuner, vil Dansk Byggeri rejse sagen politisk.
Yderligere oplysninger:
Lars Høier, erhvervspolitisk konsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 45, mobil: 40 43 96 86
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk