03/03-10
-
Pressemeddelelse
Byggeriet tøjles for stramt
Kredit til byggeriet er en by i Rusland. Bankerne er alt for uvillige til at åbne for kredit til byggeriet. De bortdømmer branchen under ét, mener Dansk Byggeri
Kreditsituationen i byggeriet er mere vanskelig end den burde være, da bankerne ofte vurderer branchen frem for den enkelte virksomhed. Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Dansk Byggeri har hele 30 % af virksomhederne i byggeriet oplevet, at deres ansøgning om kredit er blevet afvist med henvisning til, at banken ikke vil gøre forretning med byggebranchen.
Dansk Byggeri vurderer, at tallet formentlig reelt er større, da mange virksomheder ikke henvender sig i banken, fordi de på forhånd forventer afslag.
Men bankerne tøjler virksomhederne til en virkelighed, der ikke giver et fair billede af byggeriet. Det mener Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.
- Vi ved alt for godt, at konjunkturerne er i bund, og i den situation er byggeriets virksomheder også realistiske. De forventer ikke kreditforhold og kreditmængder som på toppen af konjunkturen i foråret 2008, understreger Lars Storr-Hansen og fortsætter:
- Da virksomhederne i første halvår af 2009 oplevede, at kreditten blev beskåret, tilkendegav de forståelse herfor. Siden har bankerne fået en håndsrækning, men mange byggevirksomheder oplever fortsat, at viljen til at give kredit falder på branchen mere end det konkrete kreditønske, siger Lars Storr-Hansen, som derfor mener, at bankerne har en opgave i at vise, at de foretager reelle individuelle vurderinger.
Dansk Byggeris undersøgelse bekræfter også, at bankerne har hævet prisen for kredit. Op mod halvdelen af respondenterne i Dansk Byggeris undersøgelse har oplevet, at rentemarginalen er vokset inden for det sidste halve år.
- Vi må derfor med beklagelse konstatere, at bankernes tilbageholdenhed for tiden i alvorlig grad er med til at trække krisen ud og forværre situationen unødigt, slutter Lars Storr-Hansen.
Dansk Byggeri har nu overfor økonomi- og erhvervsministeriet redegjort for, at kreditsituationen presser byggeriet og gjort gældende, at undersøgelsens resultater viser, at byggeriet tøjles for stramt, og at der bør ske en lempelse af kreditpolitikken over for byggeriet.
Læs kreditanalysen :
http://www.danskbyggeri.dk/files/Filbibliotek/Nyheder%20og%20presse/Kreditsituationen.pdf
Kontakt:
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, på telefon 41 19 33 04
Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk