07/04-10
-
Pressemeddelelse
Opgør med erhvervsskolernes blakkede ry
Dansk Byggeris nye uddannelsespolitik sætter fokus på behovet for at styrke erhvervsskolernes image.
Det skal være attraktivt for de unge at tage en erhvervsuddannelse. Uddannelserne skal være forbundet med stolthed, et højt fagligt niveau og gode muligheder for at bygge ovenpå med en videregående uddannelse. Sådan lyder målsætningen i Dansk Byggeris nye uddannelsespolitik.
Desværre slås erhvervsskolerne i dag med et stort frafald blandt eleverne og et blakket ry. Det vil Dansk Byggeri gøre noget ved og lancerer i Uddannelsespolitik 2010 (http://www.danskbyggeri.dk/medlemsr%c3%a5dgivning/uddannelse/uddannelsespolitik) en række initiativer, som skal få erhvervsuddannelserne tilbage i varmen.
- Vi kan ikke ændre erhvervsuddannelsernes image bare ved hjælp af et par smarte plakater og en tv-reklame. Det handler i høj grad om at få de gode historier ud. Historier om de positive ting, der er ved et job i byggeriet, og de gode eksempler på, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til, sagde afdelingschef i Dansk Byggeri Louise Pihl, da den nye uddannelsespolitik blev præsenteret ved en mini-konference på Københavns Tekniske Skole tirsdag den 6. april.
Men også rammerne for, at erhvervsskolerne kan levere høj kvalitet og være attraktive uddannelsessteder, skal være i orden.
- Det nytter ikke, at skolerne skal slås med elever, som ikke har evnerne eller viljen til at starten på en uddannelse. I dag bliver erhvervsuddannelserne desværre i høj grad brugt som holdeplads for skoletrætte unge, der i virkeligheden har brug for helt andre tilbud. Det er med til at sænke det faglige niveau på uddannelserne og gøre frafaldet urimeligt stort, fortæller Louise Pihl.
Ikke mindre end 50 % af eleverne falder fra deres erhvervsuddannelse. Et frafald som årligt koster 750 mio. skattekroner.
- Vi foreslår, at erhvervsskolerne skal have indflydelse på, hvem de optager. Til gengæld skal de i langt højere grad end i dag finansieres gennem færdiggørelsestaxametre - altså en pose penge pr. elev, der består grundforløbet, siger Louise Pihl.
På konferencen kunne deltagerne desuden møde uddannelsesordfører Rasmus Jarlov fra De Konservative, som bakkede op om Dansk Byggeris forslag om et nyt taxametersystem. Han gav også sin støtte til de øvrige forslag i den nye uddannelsespolitik.
Øvrige indlægsholdere på konferencen
Administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, bød velkommen og guidede deltagerne igennem dagens oplægsholdere.
Bygningskonstruktør og MBA René Martin Larsen, der har taget vejen fra tømrer til Executive Master, og dermed er et eksempel på, at en erhvervsuddannelse ikke behøver at ende i en blindgyde uden mulighed for at videreuddanne sig.
Kommunikationsrådgiver Andreas Æbelø fra Advice A/S, der gav sit bud på, hvordan branchen kan styrke erhvervsuddannelsernes image.
Formand for Dansk Byggeris uddannelsesudvalg, Hans-Ulrik Jensen, afrundede dagen med sine betragtninger om erhvervsuddannelsernes potentiale.
Kontakt
Afdelingschef Louise Pihl, telefon 25 66 63 12
Kommunikationskonsulent Anja Binderup, telefon 25 66 63 07
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk