14/04-10
-
Pressemeddelelse
Penge til kommunernes veje skal øremærkes
Staten skal give kommunerne 12 mia. kr. til vejvedligehold, mener KL. Danske Anlægsentreprenører peger på problemer med at omsætte budgetter til vejarbejde
Der er et klart behov for, at der gøres en ekstra indsats for at få tilstanden af de kommunale veje op på et acceptabelt niveau, men Danske Anlægsentreprenører gør opmærksom på, at kommunerne selv er med til at skabe problemerne, fordi de ikke forpligter sig selv til at overholde budgetterne og omsætte disse til handling.
KL ønsker nu, at den beslutning, som regeringen og Dansk Folkeparti traf sidste år om at afsætte ekstra 2,7 mia. kr. til at indhente efterslæbet på vedligeholdelsen af de statslige veje, bør følges op med en bevilling fra staten til kommunerne på hele 12 mia. kr. Det beløb vil efter KL's vurdering være nok til at indhente kommunernes forsømmelser på vejvedligeholdelsen.
- Danske Anlægsentreprenører bakker op om, at der bruges de nødvendige midler til at indhente vedligeholdelsesefterslæbet på de kommunale veje. Det er der god økonomi i, som dokumenteret af blandt andre McKinsey & Compagny i analysen af drift og vedligeholdelse af statsvejnettet, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører.
Danske Anlægsentreprenørers mener således også, at der er god mening i, at KL og regeringen får drøftet, hvordan vedligeholdelsen af de kommunale veje bør sikres fremadrettet.
- Der skal styr på vedligeholdelsPressrelease texten af de kommunale veje, men det er ikke gjort med at forøge de kommunale vejbudgetter. Det har Danske Byggeri dokumenteret i en analyse, der viser, at kommunerne i perioden 2000 - 2008 har brugt netop 12 mia. kr. mindre til vedligeholdelse og anlæg end budgetteret. Derfor skal vi sikre en øremærkning af en eventuel bevilling fra staten så vi kan være sikre på, at pengene bruges til dette formål. Ellers må vi frygte, at kommunerne bruger pengene til helt andre formål, siger Niels Nielsen.
Niels Nielsen peger selv på flerårige funktionskontrakter, som en god løsning på kommunernes evige budgetproblemer. Langt flere kommuner bør overveje at finde nye veje, som sikrer vedvarende vedligeholdelse.
- En funktionskontrakt for vedligeholdelse af et kommunalt vejnet går ud på, at entreprenøren overtager ansvaret for vejenes tilstand i en periode på typisk 15 år. Entreprenøren skal sikre, at vejene i hele kontraktperioden lever op til en på forhånd aftalt standard for tolerancen af vejenes beskaffenhed. Det giver en økonomisk optimal vejvedligeholdelse uden lappeløsninger, og funktionskontrakter giver politikerne og borgerne sikkerhed for, at de politiske beslutninger føres ud i livet, slutter Niels Nielsen.
Yderligere oplysninger
Branchedirektør Niels Nielsen på telefon 72 16 01 89 mobil 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk