21/04-10
-
Pressemeddelelse
Forsøgsordning for vinterbyggeri forlænges
Dansk Byggeri accepterer en forlængelse, hvis ordningen som aftalt evalueres, og der gennemføres krav om totalinddækning i flere statslige projekter.
I 2006 indførte Erhvervs- og Byggestyrelsen mod Dansk Byggeris ønske en bestemmelse i Vinterbekendtgørelsen om en forsøgsordning, så entreprenør- og håndværksvirksomhederne bar risikoen for udgifterne til alle vinterforanstaltninger. Nu forlænges forsøgsordningen - blandt andet fordi der ikke er gennemført den lovede evaluering af opgaverne under forsøgsordningen.
Reglerne om vinterbyggeri hviler på mange års praktisk erfaring fra byggepladserne, og formålet er, at byggeaktiviteterne kan fortsætte i vinterperioden, da det giver god mening for samfundet, virksomhederne og medarbejderes private økonomi at holde byggepladserne i gang. Men det skal ifølge Dansk Byggeri tilrettelægges ordentligt.
- Byggeriets virksomheder får røde knopper, når kloge hoveder med afsæt i teoretiske økonomimodeller kræver ændringer af nogle af de regler og kutymer inden for byggeriet, der er udviklet på baggrund af mange års erfaring og praktisk viden om byggepladsforhold, siger branchedirektør Niels Nielsen, Dansk Byggeri.
Reglerne om vinterbyggeri findes i vinterbekendtgørelsen, der skal understøtte sæsonudjævningen i byggebranchen, og Erhvervs- og Byggestyrelsen forslår nu en forlængelse på et år af forsøgsordningen i den nuværende vinterbekendtgørelse. Forsøgsordningen giver bygherrer mulighed for at udbyde opgaver, så tilbuddene fra entreprenørerne i modsætning til sædvanligt skal indeholde alle udgifter til vinterforanstaltninger.
- Men forsøgsordningen strider grundlæggende mod de bedste erfaringer for, hvordan man bedst øger sæsonudjævningen. Vi beklager derfor, at der nu er udsigt til en forlængelse af forsøgsordningen, som ellers skulle stoppe den 31. marts 2010, siger Niels Nielsen og fortsætter:
- Vi havde ikke tiltro til, at det vil føre til bedre sæsonudjævning, hvis entreprenøren skal bære risikoen for vintervejrliget. Alligevel gik vi med til forsøgsordningen, fordi øget sæsonudjævning er utrolig vigtig for byggeriet. Men en væsentlig forudsætning for os var, at opgaverne under forsøgsordningen blev grundigt evalueret, siger Niels Nielsen.
Og det er slet ikke sket i det forudsatte omfang. Dansk Byggeri har derfor i sit høringssvar til forslaget om at forlænge forsøgsordningen, kun accepteret dette under forudsætning af, at der nu gennemføres den fornødne evaluering. Samtidig forudsætter Dansk Byggeri, at Erhvervs- og Byggestyrelsen samme med de statslige bygherrer indgår aftale om at gennemføre langt flere byggeopgaver med totalinddækning.
- En undersøgelse blandt Dansk Byggeris medlemsvirksomheder har klart vist en række fordele med hensyn til effektivitet, kvalitet og arbejdsmiljø i byggesager, hvor der er i udbudsmaterialet er stillet krav om etablering af totalinddækning, slutter Niels Nielsen.
Kontakt
Branchedirektør Niels Nielsen, Dansk Anlægsentreprenører, på telefon 72 16 01 89 - 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk