21/04-10
-
Pressemeddelelse
Dansk Byggeri på europæisk klimamission
Dansk Byggeri satte sammen med Europakommissionen og Klima- og Energiministeriet fokus på byggeriets bidrag til klimatilpasning.
Europakommissionens repræsentation i Danmark var fredag den 16. april 2010 vært ved konferencen om "Bygningernes bidrag til en fossilfri fremtid". Konferencen var arrangeret i samarbejde med Klima- og Energiministeriet og Dansk Byggeri.
På konferencen betonede klima- og energiminister Lykke Friis, at hun afventede klimakommissionens rapport til efteråret, men ikke havde til sinds at skrue ned for ambitionerne. "Vi skal arbejde frem mod, at alle nye bygninger på sigt bliver energiproducerende", sagde Lykke Friis.
For Dansk Byggeri er klima- og energipolitikken central, og byggeerhvervet er da også parat til at påtage sig en ledende rolle i forhold til at realisere energirigtige løsninger, så det ambitiøse mål om et fossilfrit samfund kan nås.
- Men der er behov for, at vi taler mere præcist om begreberne, når vi diskuterer potentialerne. I øjeblikket taler vi om besparelsespotentialer i en pærevælling, sagde direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og foreslog at sondre mellem det tekniske potentiale, som handler om teknologi, det økonomiske potentiale, som handler om rentabilitet og endelig det adfærdsmæssige potentiale, som handler om holdninger, sikkerhed og ansvarlighed.
For Dansk Byggeri samler den kommende indsats sig især om nogle ganske konkrete og handlingsorienterede elementer, som bør iværksættes for at stimulere såvel løsninger på det tekniske som det adfærdsmæssige område.
Dansk Byggeris ønsker og anbefalinger kan oplistes i følgende politikker:
- Bedre energimærker som blandt andet synliggør CO2-belastning
- Skærpede komponentkrav til eksisterende bygninger
- Decentrale anlæg som supplement til selskaberne
- Det offentlige som frontløber for at modne markedet
- Ændringer i fjernvarmeværkernes tarifsystem
- Øgede kompetencer i erhvervet gennem uddannelse og forskning
Michael H. Nielsen understregede, at Danmark kun udgør 2 pct. af det europæiske marked. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark bliver meget bedre til at orientere os mod Europa og lære af de mange erfaringer, som også gøres i andre lande. Han pegede her på behovet for en bedre formidling på tværs af grænserne og for, at forskning og uddannelse i højere grad bliver koordineret på europæisk plan.
- Der er en tendens til at tænke for snævert i nationale projekter, og vi er nødt til at engagere os yderligere i den europæiske dagsorden, sagde Michael H. Nielsen.
Kontakt:
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk