21/04-10
-
Pressemeddelelse
Vådrumskontrol er en succes
GVK '09 giver effektiv sikkerhed omkring installationer af gulve i pvc-materialer er et aktiv for både virksomheder og kunder
Pressemeddelelse fra Gulvbranchen: Gulvbranchen i Danmark har med et nyt certificeret kontrolsystem, GVK '09, skabt tryghed og sikkerhed omkring svejste gulve af pvc-materialer til byggeriets våde rum. Det mener et flertal af Gulvbranchens udførende entreprenører.
- GVK '09 var det kvalitetsløft, som vådrumskontrollen trængte til. Også internt i virksomhederne oplevede man et wake-up call: Hvis en vådrumskontrol skal have nogen værdi, skal den også være effektiv!
Det siger en af de ledende entreprenører Gulvbranchen, Hammelsvang Gulve as i Risskov. Her besluttede man sig fra første dag til at gå helhjertet ind for den skærpede udgave af Gulvbranchens Vådrums Kontrol.
Hammelsvang as har udviklet nye systemer til de nødvendige procedurer, der er forbundet med kontrolsystemet: - Vi synes, det er vigtigt at papirarbejdet udføres løbende, samtidig med at opgaven udføres. Udfyldelse af dokumenterne bør ikke afvente opgavens afslutning, mener økonomidirektøren.
Hos Hammelsvang as har man valgt at lade samtlige af gulvfagets konduktører gennemgå GVK-kurserne, så alle er vådrumsansvarlige. På den måde undgår man flaskehalse eller andre af de forsinkelser i processen, der kan opstå, hvis kun en enkelt har det certificerede ansvar for kontrollen af de våde rums installationer.
- For Hammelsvang har GVK været en gavnlig proces, som også har været medvirkende til, at vi i dag konkurrencemæssigt står stærkere end før. Vi bruger GVK-certifikatet aktivt i vores markedsføring, understreger Kim Bundgaard.
Han føler sig også overbevist om, at en skærpelse af prøvereglerne vil betyde, at færre gulventreprenører vil kunne løfte ansvaret for vådrumsinstallationerne.
- Når det sker, er vi klar til at løfte vores ansvar for de våde rum med betydelig og dokumenteret erfaring, erklærer Kim Bundgaard, Hammelsvang Gulve as.
Den danske gulvbranche har haft et kontrolsystem til de våde rums pvc-installationer i over 30 år, men i 2008-09 blev systemet blev revideret og reglerne strammet. Gulvene kontrolleres i dag af eksterne auditører, og alt overvåges af et eksternt kontroludvalg.
Yderligere oplysninger, kontakt:
Niels Strange, chefkonsulent, Erhvervsteknik, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 94, mobil 40 33 64 94
Mikkel Røddik, journalist, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 37
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk