21/04-10
-
Pressemeddelelse
Lav effektivitet er gift for væksten
Danske ledere og medarbejdere er ikke nær så effektive, som de selv tror. Der skal endnu mere fokus på at optimere processer. Dansk Byggeri peger på Lean som første skridt på vejen til større effektivitet og højere vækst i virksomhederne.
Kommentar/klumme af afdelingschef Eva Kartholm, Dansk Byggeri
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har samlet toppolitikere, fagbevægelse og erhvervsfolk for at drøfte Danmarks fremtidige velfærd. Det skete ved et møde i Danmarks Vækstforum den 15. og 16. april under overskriften "Vækst i en åben verden".
Tallene taler et tydeligt sprog om, at Danmark stille og roligt glider ned af listen over verdens rigeste lande. I løbet af ti år har Danmark ændret placering fra nr. otte til nr. 12. Vi overhales af lande som Indien, Kina og Korea.
Regeringens vækstplan tager sigte på, at bringe Danmark tilbage til en placering blandt verdens ti rigeste lande. Tidligere overvismand Torben M. Andersen har udtalt, at det er muligt at genvinde en placering højere oppe ad rangstigen, men at det vil kræve væsentlige initiativer. Andre er mere kritiske, og Vækstrådets formand Lars Nørby Johansen peger på, at et af de helt store problemer er Danmarks lave produktivitetsvækst.
Produktiviteten er faldende
Danmark har et højere lønniveau, end de lande vi skal konkurrere med, og et højt lønniveau forudsætter høj produktivitet. Produktiviteten i de danske virksomheder synes at være faldet siden midten af 90-erne, og i de senere år, hvor Danmark oplevede historiske høje konjunkturer både på hjemme- og eksportmarkedet, er der ikke fokuseret nok på produktivitet. Andre lande på de samme markeder har meget højere produktivitet samtidig med, at de har lavere lønniveau. Det udgør et problem for Danmark i en verden, som bliver mere og mere globaliseret.
Både ledere og medarbejdere har en opfattelse af, at danskerne er både effektive og flittige, men noget kan tyde på, at vi har sovet lidt i timen. Danske virksomheder konkurrerer både på hjemme- og eksportmarkedet, og der er brug for at øge produktiviteten. Eller der er rettere sagt slet ingen grunde til at lade være.
Udvikling uden produktionsstop
Det kan undre mig, at der er så få bygge- og anlægsvirksomheder, der har taget hul på at arbejde efter Lean-tankegangen. Selvom Lean-systemet ikke kun er et effektivitetssystem, er der alligevel meget at hente, ved at få set sin produktion efter i et Leanperspektiv.
Systemet kan facilitere en systematisk gennemgang af blandt andet af de syv spildformer:
- Overproduktion
- Fejl og kassation
- Ikke nødvendige lagre
- Ikke nødvendige processer
- Overflødig transport
- Ventetid og
- Ikke nødvendige bevægelser
Selvom Leanssystemet er udviklet til industriel produktion, er der mange gevinster at hente, ved at anvende systemet til et højere fokus på produktivitet også i byggeriet. Virksomhedens ledere og medarbejder får kanaliseret energi over på emnet, og det alene vil give forbedringer. Dertil kommer, at alle i virksomheden bliver involveret i processen, og får mulighed for dialog om hvilke metoder, der er mest hensigtsmæssig for hver enkelt. I rigtig mange tilfælde vil den fælles proces også forbedre arbejdsmiljøet, fordi medarbejderne komme tættere på hinanden og får syn for stærke og svage sider.
En af de helt store styrker er desuden, at processen kan gennemføres samtidig med, at produktionen fortsættes. Lean kræver ikke at der tages mange dage ud af virksomhedens normale drift. Der er naturligvis behov for at stoppe op, analysere og dele viden, men i forhold til andre udviklingsprojekter, er der meget lidt behov for at sidde på skolebænken i dagevis.
Dansk Byggeris kursus- og udviklingsafdeling har mulighed for at understøtte processen, da organisationen har uddannede Leankonsulenter, som kender branchen indefra.
Yderligere oplysninger:
Eva Kartholm, afdelingschef, Kursus og Udvikling, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 42
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk