Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/05-10   -   Pressemeddelelse

Danske firmaer uddanner personale i udlandet

En rundspørge foretaget for Dansk Byggeri viser, at danske firmaer på bygge- og anlægsområdet er med til at højne uddannelse og kvalifikationer i de lande de arbejder i.

Danske firmaers arbejde i udlandet medfører ofte et løft socialt og uddannelsesmæssigt for den lokale befolkning. Det billede kender man i Dansk Projekteksport Netværk, som sideløbende med de faglige og tekniske opgaver i udlandet ofte varetager socialt orienterede opgaver i form af opkvalificering og uddannelse af de lokale.

Dansk Byggeri har ønsket at få et klart billede af en del af medlemsvirksomhedernes hverdag i udlandet. En rundspørge blandt medlemmerne af Dansk Projekteksport Netværk viser blandt andet, at de danske virksomheder, der udfører projekter i udlandet, benytter 5 - 10 % egne ansatte, mens de øvrige er lokalt ansatte.

- Og de lokale har meget forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Der er både ufaglærte, håndværkere, funktionærer og ingeniører, pointerer Henriette Thuen, som er international chef i Dansk Byggeri. Hun peger på, at det er de færreste, der umiddelbart kan gå i gang med opgaverne, hvorfor der ligger en stor udfordring for virksomhederne i at sikre en effektiv uddannelse.

Der undervises således i alt fra projektstyring til oplæring i håndværk såsom murer- og tømrerarbejde. Virksomhederne tager også ansvar for, at de lokalt ansatte får den fornødne oplæring i arbejdsmiljø, håndtering af farlige produkter og - ikke mindst - kvalitetskontrol.

- Det handler med andre ord om at påtage sig et stort samfundsansvar samtidig med, at virksomhederne er der for at løse en specifik opgave. Det positive resultat er en gruppe medarbejdere, der gennem deres ansættelse er blevet opkvalificerede og besidder større viden om sikkerhed og arbejdsmiljø og i nogle tilfælde også har opnået helt nye håndværksmæssige færdigheder, fortæller Henriette Thuen.

Rundspørgen viser, at samtlige projekteksporterende virksomheder underviser i arbejdsmiljø, og 83 % af de adspurgte virksomheder underviser i kvalitetssikring og miljøhåndtering. På den måde overføres der dansk viden og ekspertise og de lokale får udviklet deres kompetencer og styrket deres faglige niveau.

De lokale dækker over alt fra funktionærer, ingeniører, uddannede håndværkere og ufaglært arbejdskraft. De faglige opgraderinger af den lokale arbejdskraft, foregår primært inden for projektstyring, men der foregår også betydelig uddannelse inden for håndværk såsom murer-, tømrer- og maskinarbejde.

- Det er altså ikke bare en ny havn eller vej, de danske virksomheder leverer. Oveni sker der et kvalitetsløft på flere niveauer, og resultatet er en lokal befolkning på et højere socialt og uddannelsesmæssigt niveau, slutter Henriette Thuen.

Kontakt:
Afdelingschef Henriette Thuen, Dansk Byggeri, på telefon 40 98 41 30
Contract Manager J O Bornhardt, E. Pihl & Søn, på telefon 30 38 97 19

En fortælling fra Jamaica
E. Pihl & Søn A/S har i 15 år haft projekter på Jamaica. Det startede med et lille havneprojekt og har siden udviklet sig stille og roligt. Pihl har gennem årene skabt en grundkerne af ansatte og leverandører, som følger virksomheden og dens projekter på øen, hvor de har bygget havne, lufthavn, veje og cementfabrik.

Som udgangspunkt sender Pihl kun danske ingeniører og formænd af sted, når de har et projekt på Jamaica. Resten af arbejdsstyrken er lokal.

Pihl understreger selv, at de er et privatejet firma og ikke en uddannelsesinstitution, men alligevel foregår der meget uddannelse og opkvalificering i forbindelse med at arbejdet udføres og opgaven løses. De ansatte bliver således uddannet i det embede eller i den funktion, de har fået.

Lige nu har Pihl et stort havneprojekt på Jamaica, og der er det udelukkende lokale, som kører sikkerhed og kvalitetssikring for virksomheden. De ansvarlige er uddannet gennem flere projekter og har gennem et langt samarbejde med Pihl lært virksomheden at kende, og der er opbygget et tillidsforhold. Alle Pihls ansatte gennemgår et sikkerhedskursus, det er både i medarbejdernes og Pihls interesse.

Pihl og andre projekteksportører overfører dermed know-how på det faglige plan, men også på det arbejdskulturelle. Det er kendetegnende for danske virksomheder, der arbejder med projekteksport, at de ikke forsøger at pådutte lokalbefolkningen deres værdier, og det er vigtigt for Pihl, at de ansatte føler sig respekteret og bliver behandlet ordentligt - noget der er kendetegnende for mange af de danske virksomheder, der opererer i udlandet.

Pihl har set flere konkrete eksempler på, at deres tilstedeværelse og dansk projekteksport skaber forandring og udvikling. Pihl har gennem den årrække, de har været på Jamaica, observeret en stor socioøkonomisk udvikling hos de ansatte. Nogle af de ansatte startede med at komme løbende på arbejde om morgen, og i dag kommer de samme ansatte i biler. Deres familier og eksistensgrundlag er principielt bygget op omkring deres ansættelse hos Pihl, og gennem denne ansættelse har de lokale fået skabt en sikker platform for dem selv og deres familier.

Og der er tilmed status i, at være ansat i det danske firma.

- De får en helt anden status i lokalsamfundet, og vi må nok erkende, at Jamaica ikke er det sikreste sted, og at der sker en masse uforudsigelige ting - politisk og så videre. Men når de kan se, at de opnår noget, når de opfører sig på en bestemt måde, så giver det et incitament for andre. De lokale ser, at når man arbejder for Pihl & Søn og overholder de spilleregler, der er, så har det en værdi, konstaterer Verner Tønning fra Pihl og Søn.

Relevant information

http://www.danskbyggeri.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater