16/06-10
-
Pressemeddelelse
Gulvlæggere slipper for dårlige knæ
Et konstruktivt samarbejde mellem Dansk Byggeri og TIB giver håb for udbredelsen af stående gulvlægning. Stående gulvlægning aflaster gulvlæggernes knæ, og arbejdet kan udføres hurtigere.
Allerede i 2003 blev de første gulvlæggere uddannet i at arbejde med værktøjer, som gør det muligt at lægge gulve uden at kravle på knæ. Siden da har næsten 450 ud af de ca. 800 danske gulvlæggere gennemført kurser i stående gulvlægning. I april i år, kunne to tilfredse organisationer konstatere, at opbakningen fortsætter, idet der nu er afholdt kurser for de sidste 140 personer.
Formanden for TiBs Bygningsgruppe Peter Hougaard er tilfreds med resultatet.
- Vi skal glæde os hver gang en gulvlægger holder op med at belaste sine knæ, for jo flere svende der har lært teknikken, des flere vil interessere sig for også at lære den. Vi har i godt samarbejde mellem organisationerne fundet den helbredsmæssige gevinst så stor, at det er obligatorisk, at gulvlæggerlærlinge uddannes i at udføres deres arbejde stående. Det er selvfølgelig tilfredsstillende, at vi sammen har kunne tilbyde de ældre svende, også at lære at aflaste knæene, siger Peter Hougaard.
Det er ikke så lige til, at gennemføre arbejdsprocesserne stående. Det kræver, at gulvlæggeren lærer at bruge værktøjet, som er forskelligt fra det, som traditionelt har været anvendt. Efter uddannelsen er gulvlæggeren i stand til at udføre alle processer i stående stilling. Selv det fine arbejde med at lægge trådfuger og afskære fugetråden, kan laves uden problemer. Deltagerne i kurserne har - via de deltagende organisationer - fået mulighed for at få værktøjet med hjem uden beregning efter endt kursus.
- Det er skønt, at vi kan undgå nedslidning, og vores målsætning er, at alt undergulvsarbejde og gulvlægning skal udføres i oprejst stilling, hvis det er teknisk og fagligt muligt. Vi har flere fordele. Arbejdsmiljøet forbedres, og det er i sig selv attraktivt. Vores svende kan blive ved med at arbejde i branchen, også når de bliver lidt ældre, og får brug for at passe lidt bedre på sig selv. Det er en fordel også for virksomhederne, som har brug for erfarne medarbejdere med de rigtige kompetencer. Sidst vil jeg nævne at vi som sidegevinst også oplever, at arbejdet går hurtigere når det udføres stående, siger formanden for Dansk Byggeri Gulvsektion Michael Lund Kristensen.
Svende og mestre som ikke fik tilmeldt sig kurserne har stadig mulighed for at deltage i efteruddannelseskurset. Oplysninger herom kan fås ved henvendelse til Bygtek i Viborg.
Kontakt:
Afdelingschef Eva Kartholm, Dansk Byggeri, på telefon 20 20 01 98
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk