17/06-10
-
Pressemeddelelse
Byggeerhvervets uddannelser får det første § 19 udvalg
Professionsudvalget for bygningskonstruktører, byggeteknikere og kort- og landmålingsteknikere er som det første udvalg blevet anmeldt som et såkaldt § 19 udvalg.
Formålet med et § 19 udvalg er at bistå Rådet for erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (REP) i spørgsmål vedrørende uddannelserne - i dette tilfælde byggeerhvervets uddannelser. Udvalget udgør et samarbejde mellem erhvervs- og interesseorganisationer og arbejder med det sigte at sikre kvalitet og relevans i uddannelserne til gavn for samfund, erhvervsliv og studerende.
- Der sker meget både på uddannelsesområdet, men også i byggeriet. Vi kobler uddannelserne med erhvervslivet: Hvad efterspørger virksomhederne og hvilke kvalifikationer har virksomhederne behov for - og er det i tråd med uddannelsesudbuddet. Det er vigtigt med et forum, hvor vi kan drøfte uddannelsernes relevans, aktualitet og kvalitet, og justere uddannelserne derefter, siger Sidse Frich Thygesen, Dansk Byggeri, formand for udvalget.
Byggeriets uddannelser er i et felt, hvor der er konstant påvirkning fra staten, regionerne, erhvervslivet, EU og ikke mindst den globaliserede verden. Men udvalget drøfter også lokale problemstillinger:
- Vi drøfter også lokale udfordringer, når fx ønsket om problemorienteret undervisning kommer i konflikt med ønsket om øget fleksibilitet i uddannelserne. Det kan til tider være et puslespil at udvikle uddannelser, med didaktiske overvejelser, europæisk mobilitet, politiske mål og en branche i konstant udvikling, fortsætter Sidse Frich Thygesen.
Selvom udvalget er sammensat ligeligt af medlemmer fra arbejdsgiver- og arbejdstagersiden, er arbejdet i udvalget præget af konsensus og med det fælles mål for øje, at sikre og monitorere uddannelsernes kvalitet og udviklingsbehov.
Udvalget består af følgende medlemmer:
Dansk Byggeri, Danske ARK, Kort- og Landmålingsteknikernes Forening, Konstruktørforeningen, Praktiserende Landinspektørers Forening og Teknisk Landsforbund. Derudover deltager en repræsentant for de studerende og skolenetværkets formand i udvalgets møder som tilforordnede.
Yderligere oplysninger :
Formand Sidse Frich Thygesen, Dansk Byggeri, telefon 40 81 87 47
Næstformand Ida Andkjær Koch, Konstruktørforeningen, telefon 33 36 41 58/ 24 26 41 58
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk