05/07-10
-
Pressemeddelelse
Uløste konflikter i virksomheden kan give knas på bundlinjen
Konflikter og samarbejde er uadskillelige størrelser. Nu kan du få indblik i, hvordan du får en konstruktiv tilgang til uenighed. Du kan også få værktøjer til at mindske konflikter mellem medarbejdere og samarbejdspartnere på en positiv og anerkendende måde.
Uløste konflikter kan ende med at koste virksomheden mange resurser, hvis de får lov til at eskalere. Mange konflikter kan løses på et tidligt tidspunkt, og ved at benytte enkle værktøjer kan virksomheden undgå at ende i dyre retssager.
Dansk Byggeri, Kursus og udvikling, afholder nu to workshops om, hvordan du håndterer konflikter både internt i virksomheden og med eksterne samarbejdspartnere, inden de bliver til et minus på bundlinjen.
To vindere - positiv konflikthåndtering
Samarbejde er ikke noget, der sker af sig selv, og uenighed kan dræne en organisation for energi, hvis man ikke forstår at takle den konstruktivt. Derfor er det vigtigt, at din virksomhed har et strategisk fokus på konflikthåndtering. En af metoderne til dette er mediation.
- Mediation er en metode, som styrker samarbejdet og løser uenighed og konflikter i en defineret og åben proces. Her får alle involverede parter mulighed for at give udtryk for behov, bekymringer og interesser, for derefter i et konstruktivt samarbejde at nå frem til en aftale, der bedst varetager samtlige interesser. Det skaber god udvikling i stedet for trættende magtkampe, fortæller konsulent Lone Borup fra Dansk Byggeri Kursus og Udvikling.
På workshoppen lærer deltagerne, hvordan de får en positiv og anerkendende tilgang til en konflikt. Både forebyggende og i en aktuel konflikt. Det har positiv indflydelse på samarbejdskulturen i virksomheden. Hos NCC Construction Danmark A/S har de gennem de seneste ti år arbejdet målrettet med samarbejdskulturen. Senior konsulent Peter Lauge Christensen fortæller:
- Byggebranchen bliver ofte beskyldt for at være træg overfor forandringer og udvikling, men der er lys forude. Et af de områder, der har rykket sig gennem det seneste årti, er samarbejdskulturen.
I NCC arbejder vi målrettet på at udvikle vores virksomhed fra at være primært baseret på en rettighedsbaseret samarbejdskultur til at være en interessebaseret samarbejdskultur. Det betyder, at vi fokuserer på, hvad vi kan bidrage med i stedet for at fokusere på, hvad vi har ret til. Når alle projektets parter gør det, får vi den vind-vind tankegang, der skaber bedre resultater.
Nyttig investering
Et vigtigt element i den nye samarbejdskultur er konfliktforståelse. NCC har investeret meget uddannelsestid i konfliktforståelse og kan nu se effekten.
- Den tid og de resurser vi har brugt på konflikter, er reduceret og kan i stedet anvendes på konstruktiv problemløsning, hvor alle parter bidrager til projektets værdiskabelse. Et hovedelement i konflikthåndtering er god kommunikation. Vejen til det skabes blandt andet gennem kendskab til Mediation, hvor hovedelementerne aktiv lytning, fælles problemformulering, fælles løsningsmodeller og fælles handlingsplan skaber grundlaget for den gode og løsningsorienterede kommunikation. En investering i bedre konfliktforståelse blandt medarbejdere er en investering i bedre resultater i virksomheden fremover, siger Peter Lauge Christensen.
Fakta
Der holdes workshop om konflikthåndtering i Kolding den 1. september og i Ringsted den 2. september. Workshoppen varer fra kl. 10.00 til 16.00, og medlemsprisen er 2450 kr. ekskl. moms. Der er tilmeldingsfrist den 3. august.
For yderligere information og tilmelding kontakt Dansk Byggeri Kursus og udvikling på telefon 72 16 01 29.
Kontakt :
Tina Sall, marketingassistent i Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 29
Anja Binderup, kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 07
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk