15/07-10
-
Pressemeddelelse
Lang sagsbehandling kan koste arbejdspladser i byggebranchen
Dansk Byggeri advarer om, at lang ventetid på byggesagsbehandling kan få alvorlige konsekvenser for byggevirksomheder.
De lange ventetider i forbindelse med kommunernes byggesagsbehandling får nu Dansk Byggeri til at advare om, at ventetiderne kan koste arbejdspladser.
- Virksomhederne, der i forvejen har færre ordrer end normalt, risikerer at skulle afskedige medarbejdere, da der ikke altid er råd til at beholde dem, mens man venter på byggetilladelsen fra kommunen, siger Kathrine Stampe Andersen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Hun undrer sig over, at en lovændring, der trådte i kraft i april sidste år, og som betyder, at kommunerne ikke længere skal foretage en teknisk godkendelse af selve byggeriet, men blot vurdere byggeriet i forhold til gældende lovgivning og lokalplan, ikke som forventet har betydet kortere sagsbehandlingstider. Samtidig peger Kathrine Stampe Andersen på de markante forskelle i sagsbehandlingstiden hos de enkelte kommuner.
- Vores medlemmer - og ikke mindst borgerne - oplever, at nogle kommuner er op til fem måneder om at behandle en ukompliceret byggesag, mens andre kommuner kan gøre det på en uge - nogle endda på én time, siger Kathrine Stampe Andersen og henviser til Odsherred Kommune, som har oprettet drive-in byggesagsbehandling.
Dansk Byggeri har tidligere foreslået, at byggesagsbehandlingen samles i en række regionale centre.
- Det er ingen naturlov, at kommunerne skal varetage byggesagsbehandlingen. I stedet bør man udbyde opgaven i fri konkurrence, hvor både private og offentlige leverandører kan byde på opgaven. På den måde sikrer man sig en effektiv byggesagsbehandling uanset, hvor i landet, man bor, siger Kathrine Stampe Andersen.
Se Kathrine Stampe Andersen i TV2s indslag om byggesagsbehandlingYderligere oplysninger:
Kathrine Stampe Andersen, chefkonsulent, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 01 52, mobil: 30 25 95 23
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 02 84
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk