19/07-10
-
Pressemeddelelse
Danske firmaer skaber både job og uddannelse i udlandet
En rundspørge foretaget for Dansk Byggeri viser, at danske firmaer på bygge- og anlægsområdet er med til at højne lokal uddannelse og kvalifikationer, når de arbejder i udlandet
Danske virksomheder efterlader sig mere end det færdige projekt, når arbejder i udlandet. De efterlader sig også en gruppe medarbejdere, der gennem deres ansættelse er blevet opkvalificerede og besidder større viden om sikkerhed og arbejdsmiljø og i nogle tilfælde også helt nye håndværksmæssige færdigheder. Det viser en rundspørge blandt medlemmerne af Dansk Projekteksport Netværk.
Netværket samler virksomheder, der udfører store infrastrukturprojekter, bygge og anlægsprojekter i udlandet, og en rundspørge viser, at de danske virksomheder, der udfører projekter i udlandet, benytter 5 - 10 procent egne ansatte, mens de øvrige er lokalt ansatte.
- Det betyder, at foruden de faglige og tekniske opgaver, som virksomhederne løser i udlandet, varetager de også mere socialt orienterede opgaver i form af opkvalificering og uddannelse af de lokale, siger Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri og fortsætter:
- De folk, der ansættes lokalt, har meget forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Der er både ufaglærte, håndværkere, funktionærer og ingeniører.
En af de virksomheder, som benytter sig af den lokale arbejdsstyrke, når de arbejder i udlandet er E. Pihl & Søn A/S, som de sidste 15 år har arbejdet på Jamaica. Det begyndte med et lille havneprojekt og har siden udviklet sig, og E. Pihl & Søn A/S har gennem årene skabt en grundkerne af ansatte og leverandører, som følger virksomheden og dens projekter på øen, hvor de har bygget havne, lufthavn, veje og cementfabrik.
Også selvom E. Pihl & Søn A/S selv understreger, at de er en privat virksomhed og ikke en uddannelsesinstitution, foregår der meget uddannelse og opkvalificering i forbindelse med at arbejdet udføres og opgaven løses. De ansatte bliver således uddannet i det embede eller i den funktion, de har fået.
- E. Pihl & Søn A/S og andre projekteksportører overfører dermed know-how på det faglige plan, men også på det arbejdskulturelle. Det, der kendetegner danske virksomheder, der arbejder med projekteksport, er, at de ikke forsøger at pådutte lokalbefolkningen deres værdier, men sørger for at behandle deres ansatte ordentligt, så de føler sig respekterede, siger Henriette Thuen.
Fakta om rundspørgen:
Samtlige af de projekteksporterende virksomheder, der deltog i rundspørgen underviser i arbejdsmiljø og 83 procent af de adspurgte virksomheder underviser i kvalitetssikring og miljøhåndtering. Således overføres der dansk viden og ekspertise til de lokale, der får udviklet deres kompetencer og styrket deres faglige niveau.
Rundspørgen viser videre, at der er et bredt spænd i de faggrupper, der ansættes lokalt. Funktionærer, ingeniører, uddannede håndværkere og ufaglært arbejdskraft. De faglige opgraderinger af den lokale arbejdskraft, foregår primært inden for projektstyring, men der foregår også betydelig uddannelse inden for håndværk såsom murer, tømrer og maskinarbejde.
Kontakt:
J O Bornhardt, contract manager, E. Pihl & Søn, på telefon 30 38 97 19
Henriette Thuen, international chef, Dansk Byggeri, på telefon 40 98 41 30
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk