21/07-10
-
Pressemeddelelse
Klare aftaler er det bedste fundament for nybyggeri og renovering
Uklare aftaler med håndværkerne kan om noget forvandle ekstasen over et nyt hus eller en renovering af det gamle til ondt i maven og dårlig nattesøvn. Derfor er det vigtigt at vælge en garantidækket virksomhed og have aftaler og papirer i orden.
Der er tre forhold, som det er særdeles vigtigt at have styr på, når man skal have udført håndværksarbejde.
- Et rigtig godt råd er at sikre sig, at det firma man vælger til at udføre opgaven er medlem af Dansk Byggeri og dermed om fattet af Byg Garanti, som bedst kan beskrives som et økonomisk sikkerhedsnet for den private forbruger. Hvis der er fejl og mangler ved det udførte arbejde, dækker garantien med op til 100.000 kroner, og garantien varer i hele fem år, fortæller direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.
Er man utilfreds med f.eks. sit nye gulv, og mener at der er blevet lavet en fejl, starter man som forbruger med at bede firmaet udbedre skaden, og hvis firmaet enten ikke kan eller ikke vil, kan sagen indbringes for Byggeriets Ankenævn, som tager stilling til, hvem der har ret.
Frivillig men bindende aftale
Det er også klogt at indgå en klar aftale med den håndværker eller entreprenør, som skal stå for opgaven. Der kan man gøre brug af AB Forbruger, der er et sæt aftaleregler, som man frivilligt kan anvende, når man skriver kontrakt med den virksomhed, der skal udføre arbejdet. Aftalereglerne kan både bruges i forbindelse med nybyggeri og renovering, og består af en række punkter, hvor man sammen med håndværkeren aftaler hvad der skal laves og hvornår.
- AB Forbruger er det, man på lidt slidt nydansk kalder en "win-win situation" for udover, at det er en god sikkerhed for forbrugeren, giver det også sikre rammer for håndværkeren med hensyn til betaling og andre ting, forklarer Michael H. Nielsen
Har de papirerne i orden?
Der er sket meget i den danske byggebranche i de sidste par år og antallet af udenlandske håndværkere og underentreprenører er vokset kraftigt.
I år træder de nye regler om udenlandsk arbejdskraft i kraft, og de betyder, at man fremover har pligt til at sikre sig, at de håndværkere man får til at udføre arbejdet på eksempelvis sit nye hus overholder de nødvendige regler om moms og arbejdsmiljø og er medlem af det såkaldte RUT-register, som står for "Registeret for Udenlandske Tjenesteydere".
- Øget konkurrence er som regel godt for forbrugerne, men man skal huske at se sig for og sikre sig, at dem man giver opgaven, overholder de danske regler om for eksempel moms og arbejdsmiljø, fortæller Michael H. Nielsen og fortsætter:
- Hvis man vælger at bruge en udenlandsk håndværker, har man pligt til at sørge for, at håndværkeren er opført i RUT-registeret. Hvis Arbejdstilsynet opdager at en håndværker ikke står i registeret, står du som husejer til en bødestraf, for det er din opgave og dit ansvar at kontrollere, at firmaet har styr på sin RUT-registrering. Og så kan det billige tilbud på en håndværkeropgave godt gå hen og blive dyrt.
Følger du ovennævnte råd, er du godt på vej til din drømmebolig - uden behov for at skulle en omvej over retten eller "Kontant".
Kontakt:
Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, Telefon: 72 16 01 75, Mobil: 20 28 52 64
Pressemedarbejder Mikkel Røddik, Telefon: 72 16 02 37
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk