18/08-10
-
Pressemeddelelse
Regeringen bør tage ansvar for tinglysningskaos
Der er et ansvar at placere for tinglysningsskandalen. Derfor er Dansk Bygger på vegne af de mange boligejere tilfredse med, at det nu ser ud til, at der placeres et ansvar og gives kompensation.
- Vi efterlyser, at regeringen påtager sig ansvaret og drager den naturlige konsekvens, nemlig at give kompensation til de mange, der har lidt tab. Og så skal både regering og justitsministeriet ellers lære af erfaringerne og se fremad. Det er langt mere vigtigt end et ufrugtbart politisk slagsmål, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.
Han slår fast, at der er begået grove fejl af dem, der traf beslutningerne om processen og gennemførte den, og Torben Liborius vurderer, at fejlene er begået i såvel Domstolsstyrelsen som i Tinglysningsretten.
- Men for den enkelte borger, der har lidt tab, er kompensationen vigtigere end en uskøn politisk infight om at placere et politisk ansvar mellem tre ministre.
Dansk Byggeri ønsker, at kompensationen gives ved reduktion i den betalte afgift. Det er administrativt enkelt, da Tinglysningsretten har alle de nødvendige oplysninger til at gøre det på den måde.
- Den vil i de fleste tilfælde ikke skyde langt ved siden af beløbsmæssigt, hvis den udformes efter den model, som Dansk Byggeri har foreslået, nemlig at afgiften reduceres med 5% pr. arbejdsdags forsinkelse ud over de 10 dage, som retten har som mål. Det betyder, at afgiften helt bortfalder ved en forsinkelse på en måned.
- Hvis der kommer et gruppesøgsmål vil vi opfordre til, at dem, der har lidt tab, melder sig. Men en kompensation gennem en tilbagebetaling af afgiften vil være administrativt enkel, og kan gennemføres umiddelbart, mens en retssag jo let kan trække ud, slutter Torben Liborius.
Kontakt:
Erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri, på telefon 23 32 34 95
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk