18/08-10
-
Pressemeddelelse
De kommunale genbrugspladser er dyre og besværlige
Hvilke virksomheder kan blive fritaget for det nye affaldsgebyr? Spørgsmålet volder kommunerne store problemer, og en ny vejledning fra Miljøministeriet skal nu hjælpe de trængte kommuner. Dansk Byggeri håber kommunerne læser vejledningen, men opfordrer virksomhederne til nøje at overveje de kommunale genbrugspladser.
Miljøstyrelsen erkender nu, at de nye affaldsregler volder kommunerne store problemer, og udsender derfor en vejledning, der blandt andet beskriver, hvilke virksomheder som kan slipper for at betale det forhadte affaldsgebyr.
- Det er glædeligt, at der nu kommer en fortolkning fra Miljøstyrelsen om, hvordan virksomhederne kan fritages fra affaldsgebyret. Det er hårdt tiltrængt, for det er nu et halvt år siden, den nye affaldsreform trådte i kraft, og området sejler stadig i mange kommuner. Så håber vi bare, at kommunerne også får vejledningen læst, så virksomhederne ikke længere skal leve i uvidenhed om, hvordan de skal forholde sig på affaldsområdet, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Bedst og billigst?
Miljøstyrelsens vejledning præciserer, i hvilke tilfælde virksomheder kan blive fritaget fra gebyret. Det drejer sig om alle de virksomheder, som ikke har en nævneværdig affaldsproduktion eller kan godtgøre, at de ikke bruger genbrugspladsen.
- Vi vil opfordre Dansk Byggeris medlemsvirksomheder til at overvejer, om det kan betale sig at bruge den kommunale genbrugsplads. Her skal håndværkerne ikke blot bruge tid på at fragte byggeaffaldet den lange vej fra byggeplads til genbrugspladsen. De risikerer også ofte at vente i kø for at komme af med affaldet, og håndværkerne skal bruge tid på at sorterer affaldet, fortæller Mette Møller Nielsen.
Virksomhederne skal ifølge Dansk Byggeri heller ikke forvente erhvervsvenlig service på de kommunale genbrugspladser. Fx åbner mange af pladserne først kl. 9.00 om morgenen.
- Der er langt bedre økonomi og forstand i at have én container til affald, og lade håndværkerne bruge deres arbejdstid på at lave håndværksmæssigt arbejde. I stedet kan man lade en af de mange dygtige affaldsforarbejdende virksomheder, der findes, om at tage sig af affaldshåndteringen, siger Mette Møller Nielsen.
98 sæt affaldsregler
Alle landets 98 kommuner har deres egne regler på affaldsområdet. Det har ikke den store betydning for de private borgere, men for virksomhederne gør det dagligdagen mere besværlig.
- Bygge- og anlægsvirksomhederne arbejder på tværs af kommunegrænserne. Det betyder, at de skal sætte sig ind i et nyt regelsæt for hver kommune, de arbejder i. Det er direkte tåbeligt. Derfor ønsker vi os ens regler i hele landet, og det skal være muligt at komme af med affald på en let måde, siger Mette Møller Nielsen.
Mette Møller Nielsen forklarer desuden, at der har indsneget sig en lille fejl eller forglemmelse i det bilag fra Miljøstyrelsen, der fortæller, hvilke virksomheder, der pr automatik kan fritages for afgift. Her mangler styrelsen nemlig at omfatte interessentselskaberne. Den danske er skruet sammen på en sådan måde, at interessentselskaber er fritaget for mange former for afgifter.
Kontakt
Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, telefon 22 45 47 72
Kommunikationskonsulent Anja Binderup, telefon 25 66 63 07
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk