Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/08-10   -   Pressemeddelelse

Brug af beton sikrer lokale arbejdspladser

Kommunerne bør i langt højere grad vælge beton frem for granit, når der skal laves vejbelægninger og opholdsområder i byerne. Beton produceres ved brug af lokale råstoffer og lokal arbejdskraft. Desuden er det mere miljøvenligt, og prisen er lavere i forhold til granit.

Der er en lang række fordele ved at benytte belægningssten og fliser lavet af beton frem for af granit, når kommunerne skal anlægge eller renovere veje, pladser og opholdsområder i byerne.

- Betonsten og -fliser fremstilles i Danmark af lokale råmaterialer. Når kommunen vælger beton, vælger de dermed også at købe hos lokale virksomheder og sikre lokal arbejdskraft. Det bør politikerne tage meget seriøst i disse år, hvor mange arbejdspladser flytter til udlandet. Og valget af beton sker ikke på bekostning af prisen. Beton er konkurrencedygtigt i forhold til granit, fortæller Steen Mygind, formand for Belægningsgruppen i Dansk Beton, der er en sektion i Dansk Byggeri.

Konkurrencedygtig beton
Der er således både økonomiske og praktiske fordele ved betonsten og -fliser, forklarer Steen Mygind:

- Betonsten er konkurrencedygtig i både indkøb og udlægning i forhold til granitbelægninger. Dertil kommer, at beton giver mere anvendelige og levende udearealer. Med betonsten på vejen er det nemt at indbygge information ved hjælp af forskellige farver, former, lægningsmønstre og niveauforskelle. Det medfører færre skilte og giver gode muligheder for at lave vejledning til blinde og svagtseende via forskellige overflader.

Betonbelægningen har en mere jævn overflade, der gør den velegnet til kørsel med indkøbsvogne, rulleskøjter, skateboard m.v. Det gælder specielt for skarpkantede sten. Samtidig er betonsten og fliser skridsikre, hvilket gør det mere sikkert for alle, men i særdeleshed for gangbesværede, at færdes på belægningen. Til sammenligning er våde granitsten ligeså glatte som sne.

Miljøet vinder ved beton
Beton produceres i Danmark under velordnede forhold og med et forsvarligt arbejdsmiljø. Den lokale produktion betyder også, at der ikke er en stor miljømæssig belastning i forhold til andre hyppigt anvendte belægninger som fx kinesisk granit, der skal transporteres meget langt, inden det når frem til de danske veje. Opgørelser fra det engelske byggeforskningsinstituts certificeringsordning viser da også, at betonbelægninger har markant bedre miljødata end belægninger af kinesisk granit.

Dertil kommer, at der skal benyttes mindre ukrudtsbekæmpelse ved betonbelægninger, da de smallere fuger giver mindre grobund for ukrudt.

Alligevel vælges ofte granit, når kommunerne skal forny byernes veje og torve. Det kan skyldes, at man hænger fast i, at "det plejer vi", eller at beton har ry for at være mindre æstetisk end granit. Det er dog ikke rigtigt, mener Steen Mygind:

- Der er i dag mulighed for at lave betonbelægninger i en bred vifte af farvenuancer og former. De mange muligheder gør det lettere at lave flotte og unikke pladser, som er nøjagtig ligeså æstetiske i byrummet som granit. Tænk blot på den smukke plads foran Rådhuspladsen i København eller pladsen foran politigården i Viborg. Her er der benyttet beton og resultatet er utrolig smukt.

Kontakt :
Steen Mygind, formand for Belægningsgruppen i Dansk Beton, telefon 25 57 51 21
Anja Binderup, kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 07

Relevant information

http://www.danskbyggeri.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater